Skriv en kommentar
Ray Charles døde sidste sommer inden optagelserne til filmen om hans liv var færdige, derfor kan filmen "Ray" ses som en slags memoriam for ham. Men den mest positive erindring om den legendariske musiker er tilsyneladende hans musik.
I "Ray" fortælles den blinde mands fantastiske livshistorie, om hans kærlighed til musikken, hans egocentriske livsførelse, de mange kvinder, et hæsblæsende liv på turné, hangen til narko og til penge og succes.
Ray Charles er født og opvokset i det fattige og raceopdelte Georgia. Som barn af en fattig, enlig mor (Sharon Warren) med to sønner, der ernærede sig selv og sine børn ved at være vaskekone, var fremtidsudsigterne ikke de bedste for den lille, sorte dreng.
Men talentet og interessen for musik voksede og blev om muligt endnu større, da han som 7-årig blev blind kort efter sin lillebrors tragiske druknedød i en vaskebalje.
Blindheden skærpede drengens sans for lyde og omverdenen generelt, dels pga. Rays egen vilje dels takket være hans hårde mor, der var fast besluttet på, at hendes søn "ikke skulle være en krøbling".
Ray lærer snart at tælle sine skridt, lytte efter åbne døre og finde omverdenens rytmer.
Da Ray er 16 år gammel dør hans mor efter et kort men slidsomt liv, og han må stå på egne ben i en ubarnhjertig verden fyldt af mennesker, der ikke tøver med at snyde den blinde mand for en dollar, hvis de kan slippe af sted med det.
Det er hårde odds, men Ray starter sin karriere som musiker bag klaveret i et country-band og snart tager karrieren fart, og han bliver opdaget som det kæmpe musiske talent, han er. Han finder hurtigt sin egen stil i en blanding af gospel og R&B, finder en tyrkisk pladeproducer ved navn Ahmet Ertegun (Curtis Armstrong) og møder sit livs store kærlighed Della Bea (Kerry Washington), som han gifter sig med.
Karrieren tager fart og hit efter hit stryger ind på toppen af hitlisterne. Bl.a. hans første hit "Mess Around" og senere den velkendte "Hit the Road Jack".
I filmen lægges der vægt på, at den blinde ser meget mere, end seende gør. I Ray Charles' tilfælde synes det omvendte dog at være tilfældet, for han har kun øje for sig selv og så selvfølgelig for musikken. Ray skildres som et meget egocentrisk menneske, der lever det vilde liv på sine mange turnéer, hvor han er storforbruger af narko, sprut og kvinder. Imens venter hans højgravide kone Della Bea trofast på han hjemme i Texas.
Og sådan fortsætter det, selv da hans elskede kone venter parrets tredje barn, og Rays korpige Margie (Regina King) venter sit og Rays første. Det er en blandet fornøjelse at se en stor mand som Ray Charles træde ned fra den piedestal, som verden har placeret ham på. Selvfølgelig er det ikke nemt at være blind i en kold og kynisk verden. Det er dog ikke blindheden, men snarere Rays afstumpethed og afhængighed af heroinen, der gør ham til den krøbling, som hans mor altid har formanet ham om ikke at blive.
Portrættet af den verdenskendte musiker er alt andet end flatterende. Den sympati, man først fatter for den blinde, sorte dreng med barndomstraumerne og fra de kummerlige kår i datidens raceadskilte Georgia, svinder i takt med, at Ray vender sine venner ryggen, afskediger trofaste medarbejdere uden videre, bedrager sin kone og udnytter korpigernes betagelse af ham.
Selv Rays kendte aflysning af en større koncert i Georgia i protest mod raceopdelingen af publikum fremstilles som en ren tilfældighed, da en af demonstranterne mod apartheid foran koncerthuset ved et rent lykketræf fanger Rays opmærksomhed.
Som følge heraf bliver Ray pålagt et livsvarigt forbud mod at optræde i Georgia - et forbud der senere bliver ophævet med en officiel undskyldning fra staten Georgia, der desuden udnævner Rays sang "Georgia on My Mind" til deres nationalsang. Netop dette er et godt billede på Rays modsætnings-fyldte liv. Fra slummen til stjernerne, fra bandlyst kunstner til folkeeje.
Den mest sympatiske måde at skildre Ray Charles på, er ved at understrege hans ubestridelige musikalske genialitet og spille hans musik, og det gør de så. Filmen svinger derudaf i takt med velkendte toner i lange baner fra Ray Charles' utallige hits. Musikken er selvfølgelig fantastisk og udgør en stor plads filmen, men ikke mere end rimeligt er, musikkens betydning for Rays liv taget i betragtning.
"Ray" er flot skruet sammen både billed- og plotmæssigt. Især scenerne fra Rays barndom skiller sig ud som særligt stærke og flotte, men det dybere indblik i manden bag solbrillerne udebliver alligevel. Filmen kører lidt i ring og virker af og til som en smule usammenhængende opremsning af højdepunkter i hans liv.
Men sammen med musikken og billederne er man godt underholdt i filmens knap 2½ time af en fascinerende og dramatisk livshistorie om en fattig, blind mands utrolige succes trods alle odds.
At filmen er vellykket skyldes i høj grad også hovedrolleindehaveren Jamie Foxx, der gør det SÅ fantastisk godt som både den unge, men også ældre Ray, at vi glemmer, at det ikke er den virkelige Ray Charles, vi kigger på og lytter til. Foxx imiterer Rays bevægelser, hans skæve gang og så synger han endda selv et par af Ray Charles' numre. Samtidig er han filmen igennem iført specielle mørke kontaktlinser, så han faktisk har indspillet filmen i blinde.
Lad bare Jamie Foxx få sin Oscar med det samme.
