Beverly er en helt almindelig pige på 15 år, som har fyre som en af sine største interesser. Der er især én som får hendes hjerte til at banke hurtigt. Desværre er hendes følelser ikke gengældt, så da denne fyr afviser og ydmyger hende til en fest, vender hun knust og uovervejet interessen mod en småkriminel og uudannet fyr, og går i seng med ham. Ikke længe efter er Beverly gravid. 15 år og med drømme om at blive journalist og en stor forfatter, er hun nu i en situation som hun absolut aldrig har ønsket for sig selv. Især da hendes forældre ikke giver hende noget andet valg end at gifte sig med barnets far, kan Beverly ikke se hvordan hun nogensinde skulle kunne få det liv, som hun altid har drømt om. Og det kommer også til at tage lang tid. For Beverlys historie bliver fortalt fra to synspunkter: af Beverly i 60’erne og 70’erne, som kæmper med at opdrage og forsørge sin lille søn, og af Beverly i dag, med en voksen søn og på vej til at få udgivet en bog hun har skrevet om sit liv. Man får altså allerede i starten at vide, at Beverly har klaret den og at hun får skrevet den bog, som hun altid har villet skrive. Men vejen fra hendes graviditet til udgivelsen af bogen er lang og meget besværlig.
Riding in Cars With Boys er en film som først og fremmest henvender sig til kvinder. Hovedtemaet er kort og kontant det at være ung alenemor, og samtidig intelligent kvinde med ambitioner. Filmen, som er instrueret af Penny Marshall, er utroligt velspillet, især af Brittany Murphy, som spiller Beverlys bedste veninde, som bliver gravid i samme alder som Beverly. Brittany Murphy, som bestemt ikke er ny i filmverdenen, er først på det seneste for alvor begyndt at spille roller hvori hun har mulighed for at illustrere sit talent. Hun var for nylig aktuel i ’Ikke et Ord’ overfor Michael Douglas, hvor hun, ligesom her, spillede formidabelt.
Men Drew Barrymore skal også have ros for sin præstation som Beverly. Hun spiller udmærket og det er dejligt at se hende på det store lærred i en seriøs film. Men desværre lever hun aldrig op til netop Brittany Murphys præstation.
Derfra er jeg nødt at bevæge mig hen til en smule negativ kritik. Riding in Cars with Boys er en rørende film, især hvis man lægger mærke til at den er baseret på en sand historie: en historie som den rigtige Beverly har skrevet og udgivet i en bog om sit liv. Desværre er denne historie lidt for tung at se på film. Filmen bliver lidt for sørgmodig og tragisk i længden, og man ender med at kigge på sit ur i håb om, at Beverly snart finder lykken, så man kan komme ud af biografen og i gang med noget mere spændende. Det er ærgerligt, da Riding in Cars with Boys faktisk indeholder alle de rette elementer som en god film behøver. Den er seriøst, underholdende, rørende og endda overraskende sjov til tider. Den har bare lidt for meget at det tunge med. Derfor vil jer kun anbefale den til dem, der virkelig er i humør til at blive konfronteret med livets barske sandheder uafbrudt i over to timer.