Skriv en kommentar
Hold da op for en film! Jeg blev blæst væk af de islandske rytmer og de smukke landskaber. På en subtil manér prøver instruktøren Ari Magnusson at fortælle historien om den islandske musik de seneste 1000 år, og med en fremragende fokus samt fantastiske koncertoptagelser og interviews, får han samlet op på hver enkelt del af denne historie. Hvordan kan det være, at et land med kun 300.000 indbyggere formår at spytte den ene internationale kunstner ud efter den anden? Der kommer mange teorier på dette spørgsmål igennem filmen, alt fra små sjove idéer til de længere og mere uddybende.
Jeg lærte da en god håndfuld nye islandske kunstnere at kende efter at have set denne film, og bagefter skyndte jeg mig hjem for at sætte en Björk Cd på efterfulgt af en med Múm efterfulgt af en med Sigur Rós osv. Musikken er helt unik i sit udtryk, selvom man aldrig er i tvivl om hvor det kommer fra. Det er det der er kendetegnene ved islandsk musik, specielt det at ligegyldig hvilken genre vi befinder os i, formår islænderne at printe deres egen kultur ind i dette musikbillede. Filmen her fortæller også en masse om de mindre navne, som bl.a. spiller xylofon på sten, et band hvor fire mennesker spiller på orgel, elektronisk musik hvor beats bliver klippet op og afspillet baglæns med en digter der snakker indover og meget andet. Der er noget melankolsk, noget koldt og samtidig noget optimistisk ved alt dette musik, som alt sammen bliver forklaret til detaljer igennem filmen.
Instruktøren Ari Alexander Ergis Magnusson formår at fastholde publikum i hans underskønne billeder af Islands natur, og hans perfekte sammenblanding af musik, der understøtter dette godt. De interviews der er udvalgt til at opklare filmens generelle spørgsmål, er udvalgt godt og er fyldt med forskellige meninger, så intet føles påtaget eller fordomsfuldt. Allerede fra filmens første optagelse af Hilmar Örn der synger midt i den islandske isolerede natur imens kameraet farer rundt om ham, er man solgt. Der er smukt og spændende. Herfra forsvinder al fornemmelse for tid, og man bliver suget ind i Island, og bliver der længe efter filmen er færdig.
Björk er der masser af til fansene, hun er endda den eneste som filmen viser en helt sang ved en koncert fra start til slut, og man ser hendes historie fra hun står på scenen som helt lille, til Sugarcubes og ja, til i dag. De interviews der er med hende er også klart blandt de bedste i filmen, da hun er enormt bevidst og intelligent på området omkring islandsk musik og dens historie.
Dette er ikke kun en film for fans af islandsk musik, dette er en film for fans af film, og en film for fans af musik generelt. Den appellerer derfor til et enormt publikum, selvom jeg godt ved at størstedelen af dette publikum aldrig vil se filmen, men er jeg så heldig at du læser denne anmeldelse, så har du bare at smutte i biografen, hvor denne film klart nydes bedst.
