Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Sherif Will Kane (Gary Cooper) kommer netop ud af bryllupsceremonien, da han hører, at Frank Miller kommer ind med middagstoget. Miller var manden og morderen, som Kane fik buret inde, og som han håbede aldrig at træffe igen. Bryllupsdagen er også Kanes sidste dag som sherif, så den aldrende marshal og hustru spænder hestene for vognen og tager af sted på honeymoon. Men næppe er de kommet ud af byen, førend Kanes samvittighed nager så meget, at parret vender om.
Hustruen Amy Fowler Kane (Grace Kelly) støtter bestemt ikke Kane i beslutningen om at konfrontere Miller på ny. Ej heller i resten af byen finder sheriffen opbakning. I saloonen mødes han af hån, mens kirkegængere afbryder gudstjenesten for at debattere og slutteligt afvise deres deltagelse. Ergo er der kun Kane mod Miller og hans håndlangere.
Fred Zinnemann drejede sit genrestykke – som for øvrigt er hans eneste western – efter John W. Cunninghams novelle ”The Tin Star”, der blev trykt i Collier’s Magazine i 1947. High Noon var en skelsættende western, da den kom på gaden i 1952. Alt overlødigt er skåret fra; filmen træder straks i karakter foran sin tilskuer. Og så foregår den real-time. Alt man ser, er hvad der sker i den time og 21 minutter, fra tidspunktet hvor Millers ankomst annonceres til det endelige opgør er ovre.
De stereotype western-karakterer er i høj grad til stede. Men såvel den blu hustru, den dystre bandit, den frimodige kvinde og den hårdnakkede sherif er alle tegnet med en hob af nuancer, hvormed begreber som handlekraft, dumdristighed, ansvarlighed og manddom alle bliver sat i spil. Samtidig sitrer filmen på grund af et overskyggende dilemma. Sherif Will Kane er velsagtens den eneste, som kan redde byen fra Frank Miller. Samtidig er Kane også den som forårsager problemet. For var Kane ikke i byen, ville Miller heller ikke være der.
High Noon er altid blevet rost til skyerne for dens klipning – og vandt da også Oscar for dette aspekt – men filmens helt store styrke er dramaturgien. Den er fremragende skruet sammen; kun de sidste 5-7 minutter begynder den at vakle.
Ekstramateriale:
Med filmen følger et sandt børne-kommentarspor. Det er således Gary Coopers datter Maria Cooper-Janis, manuskriptforfatter Carl Foremans søn Jonathan, instruktørens søn og Tim Ritter, den nu afdøde søn af også afdøde Tex Ritter. Trods afstanden og igen direkte hands-on erfaring med filmen, har børnene præsteret et hæderligt kommentarspor.
En udgave af Ralph Emery Show hvor Tex Ritter er gæst er kuriøst og fint lille indslag.
Derudover indeholder ekstramaterialet to dokumentarer om filmen. ”Behind High Noon” (10 minutter) præsenterer igen børnenes syn på filmen, og den lugter desværre lidt for meget af hyldest snarere end interessant granskning. Dog kommer enkelte interessante detaljer fra produktionen dog frem heriblandt hvordan instruktøren og fotografen arbejdede med det dokumentariske look blandt andet ved at bruge den tiltagende smog, som allerede var at finde i 1950’erne ”Valley”. ”Making of High Noon” (22 minutter), som har en af USA’s mest kendte filmkritikere, nemlig Leonard Maltin som vært, er en spændende vandring gennem filmens betydningslag. Maltin søger at afdække, hvordan en western, som dels var lavet på et ydmygt budget og dels nedbryd mange genrekonventioner – blandt andet ved ikke at have action før sidste øjeblik og ved at have en helt med samvittighedskrise – kunne blive så populær, som den blev. Vi kommer godt rundt om såvel stilistiske træk (bl.a. hvordan urene bliver større, og pendulerne svinger langsommere, jo længere mod slutningen vi kommer), casting, produktionsforhold samt forbindelsen til datidens samfund, og Maltin er veloplagt og inspirerende guide.
Ekstramaterialet fortjener ligesom filmen 5 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
