Skriv en kommentar
Ray (Woody Allen) og hans småbagende kone Frenchy (Tracey Ullman), der ordner negle på folk, lever et almindeligt liv, ikke i rækkevidde til det luksiøse liv, og Ray savner det at kunne forsørge sin kone. En dag går han forbi en pizzaforretning der står til udlejning, og denne ligger meget praktisk ved siden af en bank. Ray får den fremragende idé at leje sig ind, sammen med vennerne, der muligvis har mødt hinanden i fængslet. De går alle med på den, med hver deres beløb, nu mangler Ray bare at få overtalt Frency, til at bruge deres mangeårige opsparing. Frenchy er slet ikke med på denne idé, men giver langt om længe efter. Desværre er forretning imidlertid blevet udlejet til en ældre dame, på 70, der vil åbne en blomsterforretning. Ray og vennerne tager nyheden med blandet sindsro, og Ray bliver sendt ud på missionen at prøve at få overtalt den halvfjerdsårige til at overdrage den. Bevæbnet med en buket blomster opdager Ray til sin overraskelse at det er en gammel kending fra fængslet, som har gået med de samme planer. Ray for at vide at hans tilnavn “Hjernen” var sarkastisk ment, og det er ham fuldstændigt ubegribeligt. De slår sig dog sammen, og under dække af at der skal bores nede i kælderen, skal Frenchy bage og sælge småkager oppe i stueetagen. Fyrene har været ude og invistere i bor, dynamitstænger, minehjelme med mere. De går igang, med Ray´s plan, borer de ind i et vandrør, medens blandt andet en politibetjent kommer forbi for at smage på småkagerne, der sælger pænt. Næste dag fortsætter fyrerne ihærdigt, medens Frency begynder at sælge rigtig godt af sine småkager, og slet ikke kan følge med. De bliver nødt til at ansætte en ekstra. Valget falder på den meget troskyldige May (Elaine May), i familie langt ude med Frenchy, som ikke involveres i planerne. Småkagesalget bliver en kæmpe succés, en TV-station kommer forbi for at interviewe Frenchy, og May kommer til at nævne at de vil udvide forretningen, de er allerede igang med at bore nedenunder. Samtidig, takket være Ray, der har vendt planen på hovedet, havner fyrerne imens i en tøjforretning, og pludselig dukker betjenten op. De beder til at han vil spare dem, og glemme det hele. Og det bliver på en betingelse at han får 20 % af småkagesalget, og en anden. Franchesing!
Pludselig er de blevet rige. Men Ray befinder sig lidt underligt ved situationen. Frenchy har pludselig fået fine fornemmelser, men begge mangler de at kunne begå sig. De møder englænderen og kunstmæcen David (Hugh Grant), der ikke er sent til at opdage det skred der er imellem Ray og hans kone. Han prøver at forføre konen, hvilket lykkedes ganske hurtigt.
Woody Allen er igen tilbage til slapsticksene fra 70´erne, med den kontante humor, og de barokke situationer, a la “Mig Og Moneterne/Take The Money And Run”. Det er tiltider vanvittigt morsomt, og generelt meget forløsende. Tracey Ullman glimrer i rollen, Woody Allen selv virker ikke helt så veloplagt, som tidligere set, og Hugh Grant er Hugh Grant, ikke den store forvalter af roller. Filmen er en frejdig lille sag, som er set bedre, specielt “Harry Stykke for Stykke”, havde de mere absurde inslag. Men en sjov historie, med et typisk Woodytouch.
