Skriv en kommentar
Tv-værten Anne (Lene Maria Christensen) har styr på det hele: karrieren kører på skinner og fremtiden er nøje planlagt. Nu mangler hun bare ønskebarnet, men da mødet med den perfekte mand først er planlagt et par år ude i fremtiden, må hun ty til sædbankens udvalg. Uvisheden om den ukendte donors kvaliteter overmander hende dog og Anne beslutter sig for, at få syn for sagen. Men er det den ”perfekte” Rune (Casper Crump), eller den ”umulige” Gordon Dennis (Nikolaj Lie Kaas), som står for generne til hendes ufødte barn?
Med Sover Dolly på ryggen? vender Hella Joof tilbage til den samme opskrift, der gjorde hendes instruktørdebut En kort en lang til en massiv publikumssucces: store som små roller besat af velkendte ansigter (Neel Rønholt i en 2 sekunders optræden, anyone?), humor på kanten af det familievenlige (men aldrig langt over), og letfordøjelig, hurtig glemt, nyproduceret dansk popmusik. Okay, måske opskriften allerede var aktuel i Susanne Biers Den eneste ene nogle år forinden, men det bekræfter kun, at denne skabelon nok skal få danskerne i biografen.
Joof har forstået, at komedien lever og dør med en hovedkarakter MED hjerte og med noget PÅ hjerte. Filmens lidt tykke morale (alt kan ikke planlægges, vær åben for det alternative) håndteres måske nok lidt klodset på det overordnede fortællermæssige niveau, men Lene Maria Christensen balancerer fint sin figur igennem og giver her Anne en relaterbar skikkelse, som vi føler for og griner med – ikke af.
Det er straks sværere at holde af filmens supplerende persongalleri (pånær en elskelig og manisk Mia Lyhne, som kunne mistænkes for at spille sig selv på piller). Lie Kaas synes at bruge filmens første halve time på at overspille ”tåben” i en sådan grad, at man resten af tiden er i tvivl om, at det er den samme person. Hans evindelige råben ”fisse” smides dog tilfældigt ind nok gange til, at man til sidst overbevises, den ujævne karakterbue til trods. Modstykket Rune er lige graden for perfekt til, at man for alvor køber spændingsmomentet i Annes valg, mens Sidse Babett Knudsen åbenlyst svælger i rollen som den vampede, lesbiske chef med mere end ét godt øje til Anne. Arketyperne er ganske enkelt skåret lige groft nok for en film der, imellem alle sjovhederne, også gerne vil tages en lille smule alvorligt.
Dolly forsøger i den grad at presse grinet og den gode følelse ud af sit publikum, samtidig med at den virkelig gerne vil fremstå bevidst om sit budskab. Der grines til tider ganske højt, men man sidder dog også en smule overfodret tilbage – lidt for mange jokes uden punch, lidt for meget popmusik uden grund, og lidt mere morale end hvad godt er.
