Skriv en kommentar
’Trainspotting’, ’Requiem for a dream’ og nu ’Spun’. Om ikke andet så har MTV-generationen da været skyld i et sandt overflødighedshorn af musikvideoinspirerede og rapt klippede film om ungdommens kvaler med designerdrugs, besværlige forældre og hvide baner – i lange baner. Og det er da heller ikke fordi, ’Spun’ egentligt har noget nyt på hjerte - den er blot et sammenkog af de to førstnævnte - men søger alligevel lidt længere ud i underbevidsthedens grænseland og snørklede labyrinter, hvor der ikke synes at være nogen returbillet for narkotikaens slaver.
Værst står det til for Ross (Jason Schwartzman) , der, da vi møder ham første gang, synes at være væsentligt mere klar i hovedet end de stenansigter han omgås. Men det vil hurtigt ændre sig. Stenansigterne omfatter bl. a. Cookie (Mena Suvari), der vist nok har mistet sin uskyld og lokkende lolita-charme siden ’American Beauty’ og fremstår som en karikaturtegning på døden fra Lübeck, Spider Mike (John Leguizamo), der er klanens pusher og respekterede overhovede – lige indtil han bliver taget med bukserne nede og sine ædlere dele fanget i en sok, mens han masturberer – og Nikki (Brittany Murphy), der bliver en slags femme fatale for Ross og i øvrigt er showdancer og kæreste med ’the cook’ (Mickey Rourke). Selvfølgelig er ’the cook’ producent og leverandør af stoffer fra sit hjemmebrænderi og selvfølgelig lokkes Ross af Nikkis kvindelige attraktioner. Før han har set sig om, agerer han privatchauffør for både Nikki og ’the cook’, får på den måde suppleret sit stofforbrug og glemmer derved alt om sin nøgne kæreste, han har spændt fast til sengegærdet i hans etværelses lejlighed downtown. Nikki og Ross tager på en metaforisk rejse ud i stoffernes grænseland, hvor hallucinationerne står på lur og blæses til live af Billy Corgans skærende og samtidig fantastisk smukke stemmeføring. Ja det er selv samme Corgan, der var bannerfører i hedengangne Smashing Punpkins. Nu har han lagt stemme til Ross’ menneskelige forfald i stoffernes nedbrydende Verden og spiller, med sin musik, dermed ikke en uvæsentlig rolle i ’Spun’.
Uvæsentligt kan skuespillet heller ikke siges at være. Det er opløftende at se en så spraglet skare af nye og gamle syrehoveder fra Hollywood-industrien, der i den grad forstår at finde fælles fodslag og skabe en harmonisk enhed i stoffernes vold. Mest bemærkelsesværdigt er selvfølgelig den aldrende Mickey Rourkes længe ventede comeback. Han markerede sig sidst i Sean Penns krimidrama, ’Løftet’, der viste en Jack Nicholson i storform. Men storform er vist også en betegnelse, der passer på Rourke i ’Spun’. Han er et eventyrligt studie i knoldesparkeri og lurvet småkriminalitet. Han er eminent og et bærende fundament for ’Spun’ som helhed. I filmens univers danner han par med Nikki, der spilles overbevisende af Brittany Murphy. Også den jævnaldrende Mena Suvari gør sig bemærket. Hun er næppe set i et større forfald og ligner langt fra den skønhed, hun udfyldte i ’American Beauty’ – en rolle hun styrede med uskyldighed og sensualitet. I ’Spun’ er hun hverken eller. Tværtimod er hun skyldig i alt, hvad hun kunne tænkes mistænkt for og mere frastødende end tyrens røvhul – der tydeliggøres med hendes bumsebelagte ansigt og højlydte prutterier fra wc-kanten. Men hvor er hun dog fremragende. Hun viser med denne rolle en alsidighed, der ellers godt kan være en mangelvare hos vor tids unge og upcoming stjerner.
Filmens største styrke er desværre også dens svaghed. Den rappe klipning kombineret med en visualisering af de unge narkovrags hallucinationer gør denne paranoide rejse igennem vrangforestillinger og bad trips til rene lækkerier for sanseorganerne. Og så alligevel ikke. For man sidder sgu lidt med den der følelse af, at der egentligt ikke er noget nyt under solen og man blot er vidne til halvanden times visuel salgsgas. Og det nager lidt. Det kan da godt være, at ’Spun’ leverer varen i form af et væsentligt højere gear i klip og dialoger. Men det er trods alt set før i både ’Trainspotting’, ’Requiem for a dream’ og i en vis udstrækning også i ’Fear and loathing in Las Vegas’.
’Spun’ leverer dog alligevel varen med visuelt flaterende animationer, orgier i lys og lyd og scenevante skuespillere i uvante roller. Det er en kombipakke, der nok skal underholde mtv-generationens aftagere af hurtigt klippede rapvideoer og tempofyldte dancebeats men næppe har nogen dragende effekt på lang sigt.
