Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Børnene Fra Sølv...
Børnene Fra Sølvgade billede

The Crow


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Star Wars Episode 3 – Sithfyrsternes Hævn

19. maj 2005 af Søren Falgaard

5 stjerner Skriv en kommentar

Star Wars Episode 3 – Sithfyrsternes Hævn billede

Så er den her! - den længe ventede treer i Star Wars-serien. ”Star Wars – Sithfyrsternes Hævn” leverer både god action, fabelagtig animation og en flot fungerende historie – May the force be with you

Som man går der henad gulvet på vej mod biografsalen så berørt af ”the force”, at man næsten opfatter kuglepinden som sit lyssværd, genoplever man barndommens mytiske fascination af et af nyere tids mest dragende universer. Det er dog alligevel med skepsis opbygget efter de skuffende oplevelser med Star Wars 1 ”Den usynlige fjende” (1999) og 2 ”Klonernes angreb” (2002) og på samme tid total eufori opbygget gennem de mange gange, jeg har set de først udsendte Star Warsfilm ”Stjernekrigen” (1977), ”Imperiet slår tilbage” (1980) og ”Jedi-ridderen vender tilbage” (1983), at jeg træder ind i salen. Frygten for en film, der lige som etteren og toeren overhovedet ikke lever op til forventningerne, fejes derfor til side af den gamle grønne jedimester Yodas vise ord ”Fear is the path to the dark side: fear leads to anger, anger leads to hate, hate leads to suffering”.

Derfor sætter jeg mig i sædet med åben kropsholdning og venter…”a long time ago in a Galaxy far, far away” står der så skrevet med skriften på universets uendelighed, analogt med det fylder John Williams genkendelige temanummer biografens rum, hvorved tonerne når mine øre. Så er stemningen lagt, det store mytiske univers, som Star Wars unægtelig er, føder sin sidste og sin midterste film, treeren ”Star Wars – Sithfyrsternes Hævn”.

De næste to timer og tyve minutter oplever jeg på lærredet linket mellem de to første og de tre sidste film i Star Wars universet. Konflikten knytter sig naturligvis til Anakin Skywalker, der som sådan bør opfattes som seriens hovedkarakter. En person, der i børne-Starwarsfilmen ”Den usynlige fjende” var en lille irriterende knægt med opstoppernæse, der kørte Pod Race og til sidst klarede den overmægtige fjende via en noget heldig og tilfældig manøvre ind i kernen på den onde sides moderskib. I toeren var Anakin forelsket i Padme Amidala (Nathalie Portman), og selvom filmen vandt stort ved ikke at have helt så meget Jar jar Binks-irritationsmoment indbygget, var magien fra 4, 5 og 6 stadigvæk tabt. Med ”Sithfyrsternes Hævn” møder vi Anakin i en lidt ældre udgave, stadigvæk er han dog meget uprøvet og umoden. Hans elskede Padme Amidala er gravid, og senator Palpatine (Ian McDiarmid) forsøger at påvirke den unge udvalgte i modsatte retning af Jedi-rådet. Obi Wan Kenobi (Ewan McGregor) er naturligvis mentor for den unge Anakin, men selv den vise Kenobi, der i en ung alder dræbte den vederstyggeligt onde Darth Maul (Ray Park), kan ikke styre den unges egoisme. En sand Jedi tilsidesætter sit ego for andres bedste, og Anakin, der kom i lære i en sen alder, kan ikke helt finde sig til rette med dette dogme. Derfor kommer ” Sithfyrsternes Hævn” mestendels til at handle om Anakins fald og forvandling til Darth Vader, der som bekendt bliver en hovedfigur i seriens senere afsnit og opgør med den unge fløs Luke skywalker og hans brogede følge af bl.a. Han Solo (Harrison Ford) og Chewbacca.

Da Star Wars startede op i 1977 stod det hurtigt klart, at der var tale om noget ekstraordinært. Filmen tog folk med storm og blev såvel en kunstnerisk som en kommerciel succes af dimensioner. De senere to afsnit affødte massehysteri og lange køer foran billetlugerne og det med en forventning, der til fulde blev imødekommet af nogle fantastiske film. Det er derfor ikke nogen hemmelighed, hvordan den fremtidige udvikling ser ud inden indtagelsen af ”Sithfyrsternes Hævn”, og mester Yoda advarer da også mod at se ind i fremtiden - det kan være farligt og forblænde ens dømmekraft i nuet. I dette tilfælde bliver Anakins forvandling fra ”den udvalgte” til den mørke Darth ”Anakin” Vader dog væsentligt mere interessant, når man erindrer sønnen, Lukes (Mak Hamill) senere så dramatiske opgør med faderen. For det er selve de eksistentielle udgangspunkter, der bliver omdrejningspunktet her. Balancegangen mellem ondt og godt, forholdet mellem den ældre (mester) og den unge (lærling) er de konflikter, der samles og forklares igennem den kontrastfyldte Anakin/Darth Vader.

I ”Sithfyrsternes Hævn” er de gennemdigitaliserede billeder gennemførte, lyden fabelagtig og universet fuldt troværdigt. Derfor føres man med filmen ind i det vægtige Star Wars-univers, der er en glimrende livsledsager og forklaringsmodel også til selve livet. Som det er med eventyr ”a long time ago” repræsenteres en forståelsesmodus, der er lige til at pakke ud og forstå for enhver.

Hvor etteren og toeren var yderst børnevenlige, er ” Sithfyrsternes Hævn” anderledes barsk, og der bør derfor advares mod indtagelse af filmen for de yngste Star Wars-fanatikere, der nok vil blive vægtigt berørt af de psykologiske scener. Humoren er dog til dels tilbage i sin underspillede og fabelagtige form fra de oprindelige film, og det har været savnet. Uden tvivl er filmens segment alle med interesse i gode eventyr, men filmen egner sig helt klart bedst til egentlige fans af Star Wars universet – fans, der kender referencerne og ved, hvordan det videre vil gå Lord Vader, Chewbacca (kort gensyn med ham her), Yoda og Obi Wan Kenobi.

Der er ikke mange ting, der ikke fungerer i filmen, men igen (ligesom i ”Klonernes angreb”) er Hayden Christensen (The Virgin Suicides) måske ikke helt perfekt i rollen som Anakin. Hayden gør det generelt milevidt bedre her end i ”Klonernes angreb”, men stadigvæk fremstår han momentvis som en middelmådig skuespiller, der ikke helt formår at give den kontrastfyldte karakter helt, hvad den fortjener. Derudover er Nathalie Portman (Leon, Closer) fin som forelsket, forført og berørt dronning Amidala. Yderligere roser uddeles til en af mine personlige favoritter Ewan McGregor (Trainspotting, The Pillowbook), der som Obi-Wan Kenobi formår at binde sine præstationer fra de forrige film an til springet til de næste tre film, hvor Alec Guinness (Lawrence of Arabia) leverer fremragende præstationer som den modne udgave af den garve, balancerede og kloge Jedi. Ian McDiarmid (Sleepy Hollow) spiller rollen som den kyniske manipulator senator Pelpatine, der, hvilket fansene allerede vidste, i virkeligheden er den onde Sithfyrste, Darth Sidious. Samuel L. Jackson (Pulp Fiction, Jackie Brown) svinger lyssværdet som Mace Windu, en af Jedirådets mest aggressive og dygtige sværdkæmpere. I det hele taget er stjerneuniverset befolket af charmerende og interessante karakterer, der hver for sig tilføjer filmen humor, nuance og charme.

Med ” Sithfyrsternes Hævn” har George Lucas lavet den sværeste og mest ventede treer nogensinde, og det kunne let være gået galt. Lucas har dog skabt en helt igennem overbevisende film, der samler Star Wars-universet. Det har han gjort med en film, som simpelthen skal ses, for, som Darth Vader siger i Star Wars fra 1977; ”I sense something. A presence I've not felt since …"…ja, siden “Jedi-ridderen vender tilbage" fra 1983.

Titel: Star Wars Episode 3 – Sithfyrsternes Hævn
Original Titel: Star Wars Episode 3 – Revenge of the Sith
Premieredato: 19. maj 2005
Instruktør: George Lucas
Skuespillere: Ewan McGregor, Natalie Portman, Hayden Christensen, Ian McDiarmid, Anthony Daniels, Frank Oz, James Earl Jones, Jimmy Smits, Samuel L, Jackson
Spilletid: 140 min.
Selskab: Lucas Film Ltd., Filmcompagniet, 2005
Genre: Sci-Fi
Link: http://www.starwars.com





banner
Overskrift Højre Block
Strange Darling
Mufasa:Løvernes ...
Hellboy - The Cr...
Kraven the Hunter
Ringenes Herre: ...
Bambi: Livet i s...
A Different Man
Konklave
Juror #2 (Blockb...
Anora



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...