Selvom ”Sværdet i stenen” blev en ganske hæderlig succes, da den kom ud i 1963, så har filmen aldrig rigtig fået den royale behandling, som så mange andre af Disneys klassikere. Mærkværdigt, når man tænker på, at det faktisk var den sidste spillefilm som Disney selv nåede at opleve inden sin død i 1966. Men alting til sin tid, som man siger, og nu er ”Sværdet i stenen” endelig udkommet på Blu Ray i en gennemrestaureret udgave.
Den forældreløse Arthur, der også bliver kaldt Prås, bor sammen med sin plejefar på et stort slot i middelalderens England. Det er ikke just fryd og gammen for den unge Arthur, der bruger det meste af sin tid på at slide og slæbe for sin fosterfar og sin ulidelige fosterbror. Men lykken vender, da Arthur møder den kloge, men lettere klodsede, troldmand Merlin. Troldmanden tager den unge Prås under sine vinger, og tilbyder ham uddannelse og vejledning, så han en dag kan blive en rigtig mand. Alt sammen tilsat masser af magi, højt humør, sange og talende dyr.
”Sværdet i stenen” er langt fra en perfekt Disney film, og dertil virker historien simpelthen for rodet. Men filmen har alligevel en charme, der trækker gevaldigt op, når regnskabet skal gøres op. Det er især de farverige karakterer i filmen, der fungerer særdeles godt. Filmens skurkinde, Madam Mim, der senere fik sin egen stribe i Anders And bladene, er uden tvivl filmens hovedattraktion. Alene filmens klimaks, hvor Madam Mim og Merlin udkæmper en ægte troldmandskamp, fremstår som noget af det bedste animation og personkarakteristik, jeg længe har set.
Filmens streg minder lidt om den banebrydende ”101 Dalmatinere” (1961), der gjorde op med Disney studiernes sentimentale forkærlighed for bløde og runde kurver. Instruktøren Wolfgang Reitherman, der også var med til at lave filmen om de mange hunde, skulle senere hen videreføre sin streg fra ”Sværdet i stenen” til endnu flere klassikere som eksempelvis ”Junglebogen” (1967), ”Aristocats” (1970), ”Robin Hood” (1973) og ”Bernhard & Bianca” (1977).
”Sværdet i stenen” fortjener et gensyn, og med den nye Blu Ray udgivelse bliver gensynet ekstra flot. Disney Studierne er specialister i at restaurere deres gamle film til det bedst mulige resultat. Farverne står flotte og klare, mens lyden er mixet flot op fra stereo til surround.
Ekstramateriale
Bonusmaterialet til ”Sværdet i stenen” er ikke synderligt imponerende. En alternativ indledning til filmen (fortalt ud fra animerede storyboards) og en lille film om Sherman brødrene, der har lavet musikken til filmen, udgør hoveddelen af bonusmaterialet. Der er også blevet plads til et lille uddrag fra tv-serien ”Disneyland”, hvor Walt Disney i egen person fortæller lidt om magiens verden. Et sing-along karaoke-spor er også at finde på Blu Ray udgivelsen, sammen med to af Disneys kortfilm om Mickey Mouse og Fedtmule.
Ekstramaterialet til ”Sværdet i stenen” får 2 ud af 6 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Disney