Skriv en kommentar
Han – eller rettere dén – er tilbage. Efter en fesen ”Rise of the Machines” og en mildt sagt jævn ”Terminator Salvation” er Arnold Schwarzenegger endnu en gang at finde på biograflærredet som T-800-robot.
Grundtanken i Terminator-universet er på mange måder en evighedsmaskine. I den første film bliver en robot sendt tilbage i tiden for at forhindre, at John Connor bliver født, så han kan vokse og blive leder af fremtidens oprørsbevægelse mod et verdensomspændende og altødelæggende robot-herredømme. Det blev forhindret.
I den efterfølgende ”Judgement Day” bliver endnu en robot – nu en opgraderet T-1000 – sendt tilbage i tiden på samme opgave, blot sender oprørsbevægelsen samtidig en anden robot – en venligtsindet/-programmeret T-800 – samme vej for at forhindre føromtalte T-1000-robot i at gennemføre sit forehavende. Endnu en gang bliver udsletningen af John Connor forhindret.
… og på den måde kan der laves den ene film efter den anden. Fremtidens robot-regime sætter sig noget for, som fremtidens oprørsbevægelse vil forhindre – og når nu konceptet er båret af rejser gennem tid, så kan alt i princippet lade sig gøre … i én uendelighed.
Hvad er det så, der skiller ”Terminator Genisys” ud fra en rutinepræget tilgang til føromtalte evighedsmaskines vilkår? I korte træk er opskriften ganske enkel. Instruktøren Alan Taylor vender tilbage til den neglebidende dommedagsspænding fra de to første film, som James Cameron stod for. Samtidig bliver der føjet afgørende twists til plot og persongalleri.
Fremtidens oprørshær bemægtiger sig adgang til firmaet Cyberdynes tidsrejseudstyr, under ledelse af John Connor. Endnu en gang sendes en person tilbage i tiden, Connors højrehånd Kyle Reese, som i et glimt inden ’afrejsen’ når at se en robotarm gribe om John Connor.
Reese lander i 1984 – samme tidsramme som i den første film – hvor han går ud fra, at han skal overbevise en i øvrigt uvidende Sarah Connor, Johns mor, om hendes ansvar for, hvordan fremtiden former sig – og hvilke farer hun skal tage sig i agt for. Det viser sig imidlertid hurtigt, at hun fuldt ud er klar over, hvordan tingene hænger sammen, ikke mindst fordi hun er under beskyttelse af en venligtsindet T-800 – enter Arnold.
Personer og steder fra den første film flettes ind under nye tidsmæssige forudsætninger. Faktisk ender Sarah Connors beskytter på et tidspunkt i et drabeligt slagsmål med sig selv – i form af T-800-robotten fra den første film. Fornemt tænkt, filmet og koreograferet. Reese kæmper desuden en brav kamp for at slippe levende fra mødet med en T-1000-robot, der til tider genbruger lidt vel mange af selvreparations-effekterne fra ”Judgement Day”. Til gengæld bliver robotten uskadeliggjort særdeles effektfuldt … om jeg så må sige på ganske syret vis.
Fra 1984 må Kyle, Sarah og hendes beskytter-robot nu – for at gøre en lang historie kort – rejse videre til 1997 for at forhindre, at det software, som er den udløsende faktor for fremtidens robot-herredømme, bliver uploadet til drift. Her dukker igen en kendt person op, betjent O’Brien, som ikke kan få hoved og hale på de omstændigheder, som omgærder Kyle og Sarah, da de ’lander’ midt på en mangesporet motorvej, splitternøgne, som det nu hører sig til i Terminator-universet.
John Connor dukker op som politiopdager, tilsyneladende for at hjælpe Kyle og Sarah. Gensynsglæden bliver brat afbrudt, da det viser sig, at han nu er forvandlet til en robot. (Dette kan ikke betragtes som en spoiler, da det har været ude i en officiel trailer). Herfra er der dømt larmende action, hektiske biljagter og voldsomme eksplosioner frem mod det endelige opgør i Cyberdynes tidsrejse-anlæg, som Reese blev sendt afsted fra ved filmens start.
Dialogen vil næppe hente store litterære priser. Dertil kommer, at de forventelige ultrakorte robot-statements fra Arnold bærer præg af genbrug. Personligt kan uden forbehold acceptere, at Arnold SKAL sige ”I’ll be back”. Det hører sig simpelt hen til. Til gengæld kan man sine steder næsten krumme tæer over de følsomme – men heldigvis korte - scener mellem Kyle og Sarah. Jai Courtney, der har spillet McClanes søn i ”A Good Day To Die Hard”, udfylder rollen som Kyle med passende patos og desperation. På samme måde får Sarah Connor som figur fint fylde med Emilia Clarke, kendt fra ”Game of Thrones”, i rollen. Endelig er figuren John Connor gennem Jason Clarke et perfekt tvetydigt og glat udtryk, ikke mindst, da det står klart, at han er gået over til The Dark Side. Nåh nej, det er en anden serie …
I ”Terminator Genisys” vil du opleve den omstændighed, at Arnolds robot-figur ældes mellem 1984 og 1997. Visse hardcore-fankredse mener, at det er noget vås. Faktisk er James Cameron, instruktøren af de første 2 film, som har gjort sig tanker om, at når robotten er omgivet af menneskeligt væv, så må det i sagens natur ældes.
Jeg indrømmer det blankt, at jeg ligger helt på linje med James Cameron i dennes vurdering af, at man roligt kan glemme de to forrige film. ”Terminator Genisys” er den RIGTIGE 3’er. Det er en særdeles velsmagende sammenkogt ret. Velkendte ingredienser har fået tilsat nyt krydderi – og hvem ved, måske er der flere film i vente, når Arnold mod slutningen kan konstatere, at han er blevet … opgraderet?
