Skriv en kommentar
Med sin syvende Oscarnomination (sin femte for instruktion), værende den ene af de i alt elleve som ”The Aviator” har modtaget, er der mange der mener at det er nu Martin Scorsese skal have en af de små gyldne fyre. Ligeledes står filmen stærkt i løbet om prisen for årets film og Leonardo DiCaprio som årets skuespiller – begge disse kategorier vandt den ved de nyligt overståede golden globes.
Således er det ikke uden en vis forventning at man ser ”The Aviator”. Scorsese er i manges øjne en af hvor tids allerstørste filminstruktører, og ud over hans sidste – noget skuffende – film, ”Gangs of New York”, har manden stort set aldrig trådt ved siden af. ”The Aviator” er en lidt mat pokal i herrens funklende skab. En jævn og solid film, væsentlig bedre end ”Gangs”, men langt under tidligere bedrifter såsom ”Taxi Driver”, ”Raging Bull” eller ”The Last Temptation of Christ”.
USA’s første dollarmilliardær, filminstruktøren, særlingen og flyentusiasten, Howard Hughes, er et oplagt emne for Scorsese. Det næste logiske kapitel i hans igangværende udforskning af USA’s opstandelse og rødder.
I filmen spilles Hughes af dukkefyren, Leonardo DiCaprio, der gang på gang beviser at han har talent, men stadig har meget svært ved at komme ud af skyggen af sit eget drengede image og en meget stor synkende båd. DiCaprio er fremragende i rollen som Hughes – en mand der bliver født til rigdom, men også med en næsten neurotisk besættelse af renlighed, som senere udvikler sig til klinisk definerede tvangstanker. Han nåede at stå bag nogle af filmhistoriens vigtigste amerikanske film, bl.a. ”Hell’s Angels” og originaludgaven af ”Scarface” fra 1932, han oplevede at være den hurtigste mand på jorden og han havde utallige affærer med alverdens starletter, deriblandt Katherine Hepburn (i filmen portrætteret af Cate Blanchett) og Ava Gardner (Kate Beckinsale).
Filmen følger Hughes fra hans unge dage under de årelange indspilninger af ”Hells’s Angels”, gennem adskillige års konsekvent nedtur og utilpasset tilværelse og efterlader ham alene og hjælpeløs med intet andet end sine mange penge. Modsat hvad man kunne forvente ligger fokus ikke på Hughes som filminstruktør, men mere på hans tilværelse som flydesigner og flyselskabsejer. Scorsese portrætterer ham som en hæmningsløs drømmer, der ikke accepterer et nej, eller en barriere af nogen art. Alting var muligt i mandens hoved og ingen skulle fortælle ham andet. Hughes’ mammutfly, Hercules, bliver symbolet på denne tænkemåde – det usandsynlige projekt bliver en lang, pinlig og pinefuld proces, men Hughes ler sidst da flyet endelig letter med ham selv bag roret. Hercules projektet bliver en slags forskruet allegori over den amerikanske drøm, der tilsyneladende nok skal gå i opfyldelse hvis bare man har vilje og penge som våben; men kun tilsyneladende.
”The Aviator” er på mange måder en rigtig Oscarfilm, og det er derfor ikke specielt overraskende at den har fået de mange nomineringer i et år der ellers ikke har budt på mange af slagsen. Kriterierne er der: Den virkelige historie, sat i en historisk tid (børskrakket og depressionen) med den stærke hovedperson og dennes psykologiske udvikling (og i dette tilfælde forfald), de flotte scenarier, smukke kostumer og visuelt overdådige scener (særligt de voldsomme flyoptagelser under ”Hell’s Angels” og et ubehageligt flystyrt er fascinerende). Men misforstå mig ikke, her er ikke tale om sukkersød underholdning med velfungerende kærlighed og happy ending – det er trods alt Scorsese der står bag kameraet. ”The Aviator” ER en stærk film, den ER vellavet og den HAR noget på hjerte. Men set i forhold til instruktørens imponerende bagkatalog falmer den en smule. Den adskiller sig ikke bemærkelsesværdigt fra mange andre lignende film og den formår ikke at komme helt ind under huden på sit publikum. DiCaprio er velvalgt i rollen som den drengede charmør og hvis hans samarbejde med Scorsese fortsætter i denne positive retning (de to samarbejder allerede nu om en genindspilning af ”Infernal Affairs”), så er fremtidsudsigterne strålende.
”The Aviator” er måske ikke årets bedste film, den er stadig en mere værdig vinder en eksempelvis ”A Beautiful Mind”, men hvem ved også hvad der kommer til at ske den 27. februar.
