Skriv en kommentar
Den store russiske forfatter Leo Tolstoj er ophavsmanden bag flere literære værker i det 19. århundrede, og flere af hans romaner, såsom ”Krig og fred” og ”Anne Karenina”, betegnes i dag som absolutte hovedværker i litteraturen. Det er dog ikke skabelsen af disse værker, der er omdrejningspunktet i The Last Station, men i stedet det sidste års tid i Tolstojs liv, hvor han var splittet mellem sin kone og den pacifistiske bevægelse, han dannede, der hurtigt fik en skare af medlemmer.
Tolstoj er ikke i centrum
Vi oplever dog ikke Tolstojs liv ud fra hans eget i perspektiv i The Last Station; hovedpersonen er den unge Valentin Bulgakov (James McAvoy), der bliver medlem af den pacifistiske bevægelse og ansat af Tolstojs betroede medarbejder Vladimir Chertkov (Paul Giamatti). Bulgakov skal være Tolstojs (Christopher Plummer) assistent og samtidig reportere tilbage til Chertkov om livets gang i bevægelsen, der lever i fællesskab på Tolstojs grund. En bitter strid er nemlig i gang mellem Tolstojs kone, Sofya (Helen Mirren), og den pacifistiske bevægelse ført an af Chertkov: Skal Tolstojs penge og bogrettigheder tilfalde Sofya eller bevægelsen, når Tolstoj engang dør? Det bliver sværere og sværere for Bulgakov at tage stilling til dette spørgsmål, da han begynder at komme ind på livet af Sofya og samtidig forelsker sig i den kønne Masha (Kerry Condon), selvom den pacifistiske bevægelse dikterer afholdenhed. Bulgakov er nu nødt til at genoverveje sit idealistiske grundlag, alt imens tiden nærmer sig for Tolstoj, der er nødt til at tage en beslutning: Hvem skal hans arv tilfalde?
Kærlighed eller pligt?
Det er altså en klassisk problemstilling i The Last Station: Valget mellem at følge sit hjerte eller følge pligten. Denne problemstilling indeholder dog en tvetydighed, for man er aldrig helt sikker på, hvad der pligt, og hvad der er kærlighed for Tolstoj – filmen lægger nemlig op til, at Tolstoj ikke rigtig selv ved det. Har han i virkeligheden mere kærlighed til sin bevægelse og sit ønske om en bedre verden, end han har overfor sine kone gennem 50 år? The Last Station handler altså ikke blot om valget mellem kærlighed og pligt, men også om at finde ud af hvor kærligheden og pligten egentlig hører hjemme. Det klassiske tema får dermed en ekstra og interessant dimension.
Banal kærlighedshistorie
I kontrast til den for længe siden etablerede kærlighed mellem Leo og Sofya Tolstoj, står Bulgakov på tærskelen til kærlighedens land. Bulgakovs historie har en mere banal pointe om, at lige meget hvor meget man vil undgå kærligheden, kan man ikke give slip på den, når den først har strejfet én. Denne del af plottet er langt fra så interessant som hele Tolstoj-situationen, men ikke desto mindre giver det os et fint indblik i Bulgakov-karakteren, som er nødvendigt, da han er den primære drivkraft i filmen. Generelt fungerer det fint, at vi oplever The Last Station igennem Bulgakovs øjne, da vi på denne måde får indblik i flere karakterer.
Oscar-nomineret skuespil
Generelt vil jeg gerne slå et slag for James McAvoy, der er god som Bulgakov. Jeg mener, han er en overset skuespiller, der har leveret fine præstationer i bl.a. The Last King of Scotland (2006) og Atonement (2007). I The Last Station overgås han dog af Christopher Plummer og Helen Mirren, der begge ganske fortjent modtog en Oscar-nominering for hhv. 'Bedste Mandlige Birolle' og 'Bedste Kvindelige Hovedrolle' ved sidste måneds Oscar-uddeling. Især Helen Mirren er formidabel, når hun skal formidle den på en gang sårbare og stolte Sofya, der kæmper for sin mands kærlighed, og det hun mener, hun er berettiget til. The Last Station er i høj grad en seværdig film takket være skuespilpræstationerne.
The Last Station er på ingen måde en biografisk film om Leo Tolstoj, så tilhængere af hans bøger vil måske blive skuffede. Se i stedet The Last Station hvis man vil se en fin film om de svære beslutninger, man er nødt til at tage, når kærligheden og pligten fører én i forskellige retninger.
