Skriv en kommentar
Et rigtig BBC-stykke, skåret på den engelske idyl, finder May (Anna Reid) og Toots (Peter Vaughan), et ældre ægtepar det passende at tage på besøg/ferie hos børn og børnebørn i London, hvor livet går lidt stærkere. Stemningen er opløftende, specielt trukket frem af Toots. Men Toots mister pusten, og omkommer, måske på grund af det opskruede tempo. Nu står May pludselig alene, og istedet for at tage nordpå igen, fornemmer hun at noget er forandret i hende. Hun vil være mere til besvær, hun vil komme tættere på hendes børn, som hun måske aldrig helt har forstået. Der er en dør på klem i denne film, som tvetydigt bevæger sig frem. Hun vil bo hos sønnen/forretningsmanden Bobby (Steven Mackintosh) og svigerdatteren Helen (Anna Wilson-Jones), der selvom de har meget plads virker lidt tilbageholdene, specielt Helen. May lader som ingenting. Børnebørnene er fjerne og nærmest fastmonteret foran playstation/videoen, så hun bevæger sig rundt i huset, med en nysgerrighed og bliver mere hjemmevandt. Her møder hun Darren (Daniel Craig), som arbejder for Bobby, og er ved at bygge en vinterhave udpå huset.
Men da May føler sig lidt i vejen, og kan mærke at Bobby og Helen er ved at komme op at skændes på grund afhende, tager hun ud til datteren/enlig mor Paula (Cathryn Bradshaw), og der er en anderledes hjertevarme, og Paula prøver at matche hende op med passende ældre herrer, hvilket egentlig er lidt tidligt. Men der er tilsyneladende ingen sorg momenter over Toots død. Heller ikke hos May, der kun har en mærkelig fornemmelse over afsavnet. Paula tager ud i byen, medens May passer barnebarnet. Senere på natten vågner May, da Paulas fund ude i byen larmer i kor med Paula. Drevet af nok så meget nysgerrig og lidt mindre af moral, klemmer May et blik gennem dørsprækken og opdager at det er Darren. De kender tydeligt hinanden, men der er kontroverser på tråden, da Darren må hjem til konen, og derefter smutter! Paula dukker op i stuen og May trøster hende, og opfordrer hende senere til at forlade ham, at finde en der er fri af tidligere forhold. Men Paula holder fast. May tager tilbage til sønnens hus. Medens May gør rent og egentlig er ved at finde nye værdier frem, som før har været undertrykt, og begynder at tale med darren. Der opstår hurtigt et venskab, to der virkelig er på bølgelængde. May er ved at få røde kinder, og samtalerne med Darren begynder langsomt at udvikle sig.
En fantastisk medrivende film, der på utrolig autentisk vis viser glimt af virkeligheden, som den kan være. Instruktøren Roger Michell, der står bag film som “Changing Lanes” og “Notting Hill”, forstår virkelig at lave retningsskift, og gør det med stor forståelse og indlevelse i denne med Hanif Kureishis manuskript. Der er store præstationer specielt hos Anna Reid, der er filmens absolutte kerne, og som fremstår som personens karakterskift ganske overbevisende. Gennem filmen føler man sig på sikker afgrund, og dramaet lurer lige om hjørnet. Tvetydigheden i filmen, at forholdene datter og børn imellem ikke står helt klart, var det moren der ikke var tilstede i barndommen, eller er børnene fuldstændig spoleret, skærper historien, og gør filmen til det tætteste man kan komme et mesterværk. Bør ses af mennesker i alle aldre.
