Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er sjældent, at en serie kan være komplet og helt afsindig intetsigende, uintelligent og utiltalende. Ikke desto mindre er det tilfældet med ”The New Adventures of Old Christine”.
Amerikanske TV-serier har ellers efterhånden markeret sig som et virkeligt interessant område, hvor en lang række fantastiske produktioner er dukket op. Lige fra tegnefilmserier som ”The Simpsons” og ”American Dad” til shows såsom bl.a. ”Sopranos”, ”Battlestar Galattica”, ”Lost”, ”Sex and the City” og senest ”Dexter”. Men-men-men...der er skam også en skyggeside, alle de knapt så vellykket serier, der heldigvis er blevet indenfor grænserne i USA. Indtil nu, hvor den rædselsfulde soap opera fadæse ”The New Adventures of Old Christine” er landet.
Den umage alenemor Christine Campbell (Julia Louis-Dreyfus) har fundet ud af noget katastrofalt. Nemlig at hendes eks-mand dater en noget yngre pige, der også hedder Christine. For at kunne adskille de to Christine'er, finder omgangskredsen på at dele dem op i en New Christine og Old Christine. Det er så horribelt og samtidig så lårklaskende morsomt, ikke mindst, at man mente det var nok til at bygge en serie på netop det fantastiske grundlag. Nå ja – og så lige hendes fuldstændigt ordinære status som alenemor, hvilket tilsyneladende er ligeså ualmindeligt i USA, som nyheder uden anti-amerikansk censur.
Af en eller anden grund, skulle det være sindsoprivende at følge den temmelig ligegyldige alenemor Christine. Seriens univers er såment realistisk nok i en relativ hverdagslig tone, hvis ikke det var fordi man ikke fik hovedpine af den hjernevaskende dåselatter der konstant overdøver dialogen. Nemlig at der er så meget mekanisk latter, virker egentlig temmelig malplaceret, eftersom der ikke er skyggen af humor at finde. Jeg skal dertil ikke kunne afvise, at det i virkeligheden er et snedigt og genialt ironisk virkemiddel, som kun den mest intelligente verdenselite kan forstå. At følge den knække alenemor, der har det hårdt nok med de daglige pligter, i forhold til kærligheden og hvad de andre middelalderende kvinder i daginstitutionen ikke tænker om hende. Alle disse hverdagslige situationer sættes på spidsen, mens Christine disker op med den mere knastørre kommentar efter den anden – der vel at mærke ikke er sjovt, underfundigt eller blot en bitte smule eftertænksomt. Der må næsten være et eller andet, jeg har overset. Jeg har dog, til seriens ultimative forsvar, ikke taget mig tid til at holde omslaget op mod lyset – det kunne være, at der var vandmærker fra Opus Dei. Jeg har heller ikke brændt DVD'en sagte med et starinlys, for at tyde hemmelige skrifter skrevet med citronsaft, ej heller læst dialogen fra afsnit 6 baglæns op fra tre gange i træk. Det kan være at der er en eller anden dybere mening med serien. På mig virker den imidlertid blot så absurd idiotisk, at man tror det er en meget dårlig og indforstået joke. Eller rettere, det virker slet ikke.
Julia Louis-Dreyfus, der kan prale med at have tabt en Razzie, vel at mærke i hård kamp med Alicia Silverstones ”pragtrolle” i ”Batman & Robin”, vandt senere en Emmy for netop rollen som Christine. Det er nu heller ikke fordi Louis-Dreyfus er dårlig som Christine, slet ikke – hun er ganske hæderlig, karakteren er blot så ualmindelig almindelig, at det ikke er værd at følge med i hendes liv – hvor intet sker. Det er mildest talt spild af tid at se serien, med den noget misvisende titel ”The New Adventures og Old Christine”, nu der er så mange andre spændende alternativer. Skal man endeligt se noget i samme genre der fungerer, kan bl.a. ”Roseanne” eller ”Blomsterbørns Børn” anbefales.
I mellemtiden skal enhver holde sig langt væk fra sagaen om kedelige Christine.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..
