Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
At den engelske instruktør Peter Greenaway kastede sig over den verdenslitterære klassiker ”The Pillow Book” i 1995 er både overraskende og ikke så overraskende. Denne japanske pudebog fra det 10. århundrede, kaldet sådan fordi den lå under hofdamen og forfatteren Sei Shonagons hovedpude som en slags dagbog, må have talt til instruktøren pga. sin gennemførte systematik og æsteticering, der kommer til udtryk ved en lang række kalligraferede ”lister” over ting der samles under overskrifter som ”Elegant Things” eller ”Things That Makes One´s Heart Beat Faster”. Systematiseringen og æsteticeringen og skriften kendetegner også Greenaways produktion fra de første kortfilm der fx portrætterer mennesker der er blevet ramt af lynet, eller mennesker i deres badeværelser – her fortælles åbenlyst systematisk, også gerne i skrift og speak der opstiller komplicerede udregninger over det gennemgående motiv - og til den efterhånden omfattende spillefilmsproduktion (bedst kendt herhjemme ”Tegnerens Kontrakt” (-82); ”Drowning By Numbers” (-88); ”Kokken, Tyven, Hans Kone Og Hendes Elsker” (-89)). Systemerne ophøjes til æstetik og tømmes derfor, ofte virtuost, for indhold. Ikke uden grund har Peter Greenaway fået prædikatet postmodernist.
Når det alligevel er overraskende, at instruktøren har brugt ”The Pillow Book”, er det fordi den japanske bogs æsteticering umiddelbart ligger milevidt fra Greenaways. Hvor instruktøren gerne lader sine billeder trække voldsomt på (barokkens) overdådige og til tider svulstige udtryk i teknisk brillans, dyrker Shonagon det enkle; her skæres gennemgående ind til benet i den systematiske opremsning af motiver. Tag fx Shonagons 29. liste (her i Ivan Morris´ engelske oversættelse fra 1967) over ”Elegant things// A white coat worn over a violet waistecoat./ Duck eggs./ Shaved ice mixed with liana syrup and put in a new silver bowl./ A rosary of rock crystal./ Wistaria blossoms. Plum blossoms covered with snow./ A pretty child eating strawberries.”
Listen her optræder faktisk hos Greenaway men præsenteres i komplicerede, reklameæstetiske billedflader der skærer ind over hinanden, som et vulgært svar på kalligrafien. Shonagons enkle, ukunstlede udtryk der har en sjælden evne for sanseligheden, har ikke mange chancer i instruktørens manierede udtryk der snarere illustrerer end fortolker.
Filmen er dog ikke en filmatisering af bogen. Tværtimod insisterer Greenaway på at fortælle en lineær historie – på trods af systemets fragmentering kan man sige – om den japanske kvinde Nagiko (Vivian Wu) fra hendes barndom i 70-ernes Kyoto og frem til, at hun skriver sin egen pudebog i 90-ernes Hong Kong.
Nagikos far (Ken Ogata) er kalligraf. Og som et ritual på hendes fødselsdage kalligraferer han et skabelses-digt på hendes ansigt og i hendes nakke. Men ligeså sikkert er det, at faderens forlægger (Yoshi Oida) dukker op ved samme lejlighed for at afkræve sin ”løn” for at udgive faderens bøger; nemlig en seksuel ydelse. Her sammenkædes skrift med krop, køn, seksualitet og død konsekvent og måske fatalt for hovedpersonen. I al fald præges Nagikos videre liv af en evig søgen efter elskere der også er gode kalligrafer. Elskovsakten og kalligraferingen er to sider af samme sag, kulminerende med elskeren Jeromes (Ewan McGregor) død.
Greenaways æstetiske distance står overfor hovedpersonens slutord: “Nu har jeg gjort erfaringer nok til, at jeg kan skrive min egen Pillow Book”. Ja, hvem ved, om der skal erfaringer til for at skabe stor kunst?! For uanset hvor mange sår fra hovedpersonens barndom og ungdom der skal til og hvor mange elskere der lægger krop til hendes skrift, så insisterer Greenaway til tider næsten monomant på en æstetisk distance, som han altså finder bekræftet i sin læsning og fremstilling af Sei Shonagons ”The Pillow Book”, der netop ikke fortæller en lineær historie. Hvis historierne er dér, så er de mellem linjerne, mellem listerne. Alligevel insisterer instruktøren på at fortælle en historie, ja som man kan forstå på de ovenfor citerede slutord, en dannelseshistorie. Man savner ganske den ironi og den humor som stort set altid også er tilstede hos Greenaway; det der kunne lukke luften ud af den idelige insisteren på historien, på meningen som Greenaway her for en stund kaster sig meget lidt overbevisende ud i.
Når det så er sagt, kommer man ikke udenom, at Greenaways virtuose, tekniske insisteren på at sammenkæde skrift og krop, gør indtryk. I fotografen Sacha Vierny har instruktøren en kongenial fortolker af sin æsteticering – kulminerende i den musikvideo-de-luxe-sekvens midt i filmen, hvor Guesch Patti & E. Dahos sfæriske og sublime sang ”Blonde” akkompagnerer billederne af kroppene, skriften og elskoven.
Ekstramaterialet på DVD-en består i kunstnerbiografi og trailer.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Pan Vision.
