The Salvation (2014) er en dansk produceret western med Mads Mikkelsen i hovedrollen som Jon. Han spiller en rolig familiemand og krigsveteran, der har efterladt sin familie i Danmark, for at starte et nyt liv i Amerika. Efter 7 år sender han bud efter familien, så de kan starte på en frisk i de nye omgivelser. Det hele går dog galt og både konen og sønnen må lade livet efter et møde med to ubehagelige mænd, hvilket medfører at Jon myrder begge mænd. Det er her, at det afsløres at den ene af de to mænd, er i familie med bandelederen Delarue, som styrer den lokale by med en hård hånd. Jon får den barske virkelighed at føle, da han opdager at byens beboere hellere vil udlevere ham og redde deres eget skind end at trodse Delarue.
Der er tale om en tilbagevenden til de klassiske spaghettiwesterns, hvor virkeligheden er barsk og voldelig. Det er en støvet affære, hvor selv de uskyldige kan vise deres mørke sider. Allerede tidligt i filmen ser vi hvordan den, på overfladen, rare gamle borgmester og den unge sherif, er villige til at ofre en aldrende dame og en krøbling for at redde deres eget skind. Det er en ubehagelig verden, der fremstilles hvor man alligevel ikke kan ryste følelsen af at den måske også rummer et uhyggeligt gram af sandhed. Her er ingen John Wayne, der ridder triumferende mod solnedgangen, kun barske realiteter og en fornemmelse af, at det hele bliver værre, før det bliver bedre.
Filmen er instrueret af Kristian Levring og skrevet i samarbejde med Anders Thomas Jensen. Levring er meget stilsikker i sin instruktion og der er indtil flere scener, som står ud takket være en subtil tilgang til materialet. Den indledende scene hvor de to mænd sætter sig ind i diligencen sammen med Jon og familien leder tankerne mod Quentin Tarantinos stærkeste spændingsscener i Inglorious Basterds (2009). Efter en kort tid med stilhed begynder mændene at gøre tilnærmelser mod Jons kone, først tilbydes hun lidt alkohol og før man ved af det, er alle pistoler trukket. Stemningen er intens mens selv de mindste bevægelser føltes som de helt store begivenheder. Den intense stemning bibeholdes i de efterfølgende spændings og action scener, selvom det desværre aldrig når helt de samme højder som de indledende øjeblikke.
Det er en spændende film, som rummer alle elementerne fra en spaghettiwestern, men uden at det bliver klichéfuldt. Det er Mads Mikkelsen, der fremstår som filmens største svaghed, han gør et udmærket job som Jon, hvor man godt kunne forestille sig at Clint Eastwood måske har været forbilledet. Men han spiller ikke helt så nuanceret som Eastwood og mangler en hel del af den charme som ses i eksempelvis The Good The Bad And The Ugly (1966). Han skuler igennem det meste af filmen. Det ville være rart med en lidt mere nuanceret tilgang til rollen. Heldigvis er han omgivet af mere livlige karakterer, hvor især Jeffrey Dean Morgan (Delarue) især virker til at nyde sin skurkerolle. Det er med til afbalancere Mikkelsen og gør at filmen forbliver interessant og medrivende hele vejen til slutningen.