Skriv en kommentar
Den nyskabende og altid originale instruktør Terry Gilliam, har endnu engang udlevet sin helt egen personlige version af, hvordan en film skal fortælles og laves. Han har tidligere markeret sig med særegne og nyskabende film som ”Brazil” (1985), ”12 Monkeys” (1995), ”Fear and Loathing in Las Vegas” (1998). Derudover er han kendt som en af mændene bag Monty Pytons Flyvende Cirkus, hvor han både fungerede som medforfatter og instruktør. ”Tideland” er en filmatisering af Mitch Cullin's kultroman (2000) af samme navn.
”Tideland” ligger ud i et hæsblæsende tempo, hvor vi præsenteres for den mildest talt utraditionelle familie, bestående af det flippede ægtepar Noah (Jeff Bridges), Queen Gunhilda (Jennifer Tilly) og deres tiårige datter Jeliza-Rose (Jodelle Ferland). Forældrene er storforbrugere af heroin og filmens muntre omdrejningspunkt, Jeliza-Rose, assisterer med kyndig hånd under forældrenes daglige indtagelse af en sprøjte. Da moderen dør af en overdosis tager handlingen fart, hvor far og datter forlader hjemmet, for at drage mod bedstemorens gård et sted i syden på prærien. Her gentager historien sig imidlertid og faren dør af en overdosis, på et fix udmålt af hans egen datter! Overladt til sig selv, begynder Jeliza-Rose at udforske området. Udstyret med ”Alice i Eventyrland”, fire talende barbie-dukkehoveder med hver deres personlighed og sin egen meget levende fantasi. Snart møder hun nabogårdens gale søskendepar; den maniske Dell og hendes retarderede bror Dickens, og herefter eskalerer begivenhederne.
”Tideland” er en udfordrende film, der konstant leverer det uventede og på ingen måde forsøger at please sit publikum. Dette er en klar force ved filmen og kombineret med det rappe tempo, som historien fortælles i, er det en film der leverer god underholdning. Bagved det syrede setup og den ganske grumme situation om en pige, der efterlades til sig selv, ligger der en humoristisk grundtone, der gør det lettere at kapere handlingen. Samtidig er der noget poetisk og smukt over filmen, og dens univers af utilpassede karakterer, der primært lever i deres egne imaginære virkeligheder. Filmens mere kontroversielle aspekter, såsom Jeliza-Roses omgang med heroin, fremstilles på en dejlig ikke-dømmende og meget humoristisk måde. Det efterlader et indtryk af en gennemført film, med en historie der ikke går på kompromis.
Skuespillet er overbevisende hele vejen rundt. Man må i særhed fremhæve den trettenårige Jodelle Ferland, der virkelig leverer en flot præstation i den krævende rolle. Alene det kontroversielle i en lille pige der klargør en sprøjte heroin, eller flirter og kysser med den voksne Dickens, er ikke hverdagskost og Ferland overbeviser. Ferland spiller på det humoristiske, hun virker naturlig i det meget imaginære og syrede univers, som filmens karakterer boltrer sig i. Jeff Bridges falder helt naturligt ind i rollen som den fabulerende og excentriske far, og tankerne ledes unægtelig hen på ’The Dude’ fra ”The Big Lebowski” (1998). Visuelt er der tale om en flot forestilling – og filmens lokalitet på prærien med huse og inventar der virker urørt af tiden, fungerer godt som backdrop til historien.
”Tideland” er en yderst original og på mange måder vanvittig film, der efterlader et varigt indtryk. Filmens form og indhold er alt andet end ordinært og den er bestemt ikke ude på at behage. Det er således også en film, der helt sikkert vil dele vandene. Men er man åben for fabulerende, hæsblæsende og syrede fortællinger, kan denne film anbefales på det varmeste.
