Skriv en kommentar
Når film er bedst fører de os ind i stemninger, der forfører os. Vi kender det fra instruktører som David Lynch, Zhang Yimou og Wong Kar-Wai; forførelse igennem stemninger.
Ki Ki-Duk er seneste skud på denne stamme af enestående fortællemestre, der på en gang beskriver labyrintisk og forførende. Som i Ki-Duks seneste film, ”Forår, sommer, efterår, vinter …og forår” (2003) er ”Tomme huse” en film, hvor personerne ikke taler meget. Til gengæld taler filmen sit tydelige sprog, og det på en måde der gør filmen til en stor oplevelse. I ”Tomme huse” følger vi hovedpersonen Tae-suk, der er en enspænder i samfundet. Hvor ”Forår, sommer, efterår, vinter …og forår” foregik i et idyllisk landskab, foregår filmen her i den moderne storby. Tae-suk fremstår her som den moderne storbys munk, der forsøger at nå et niveau der er hævet over hverdagens trivielle trummerum. Han er således ligesom munken hævet over det normale samfund og dets strukturer. Han belurer og lever med sine få ejendele, som en person, der på en gang er på konkrete steder (i tomme huse) og så alligevel ikke. Tae-suk bruger andres hjem til at bo i, og uden de opdager det, flytter han ind og bor og passer husene, til deres beboere igen kommer tilbage efter ferie, eller hvad der nu engang har holdt dem væk.
Da Tae-suk endnu engang finder et nyt hus at benytte, møder han den smukke Sun-hwa, der er blevet så udslettet af sin mands ndertrykkelse, at hun kan skjule sig for Tae-suk. I poetiske øjeblikke mødes de to storbysjæle, og de lader sig glide af sted sammen, videre væk fra det ene tomme hus til det andet - på flugt fra Tae-suks mand og som turister i folks liv. Desværre indhenter samfundet sun-hwa og forsøger at spærre særlingen inde, men den lydløse mand bliver blot endnu mere overnaturlig og forsvinder langsomt i et med sine omgivelser. Tae-suk er en kompleks størrelse. Han vil gerne være til, men han vil ikke røre ved andre mennesker og deres liv. Derfor kræver det et møde med det andet menneske, og det kræver en bevægelse mod nulpunktet – en paradoksal sammenhæng, der ikke kan læses men skal opleves i biografen.
Filmens unikke og lyriske billedsprog bærer en fortælling, der i sig selv er næsten renset for replikker. Vi lader os glide med af stemningerne, og filmen slår det essentielle tema om virkelighed og drøm an på en filmisk overbevisende måde.
Igen har Kim Ki-duk skabt en film, der går sine egne veje, men ikke en film der er umulig at forstå. For som det er med David Lynch og hans film, snor filmen sig af sted i en cyklisk konstruktion, der får os til at acceptere præmissen. Men så igen minder den til tider mere om Wong Kar-Wais film, hvor nomaderne glider rundt i poetiske stemninger i det storbyskakspil, der ikke synes at tage en ende
”Tomme huse” er en oplevelse af de usædvanlige. Det er en film, der med sin paradoksale tomhed og sine mange stemninger forplanter sig og bliver ved med at vende tilbage til en.
