Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
HBO skal have stor kredit for nærmest at genopfinde den krimi-genre, som man nødt så godt af i 80’ernes monopol-tv. Her var det en fornøjelse at følge privatdetektiver og kriminalkommisærer løse brikkerne i diverse mysterier hver fredag og lørdag. Siden blev genren temmelig udvandet, men redningskransen blev kastet ud og grebet af Nic Pizzolatto. Han skabte serien True Detective for seriemogulen, og seerne bed straks på. Det var tilmed en genistreg at plante Woody Harrelson og Matthew McConaughey i de centrale roller og resten er nærmest historie.
De to gutter er er i øvrigt begge producere på denne sæson 3 det nu skal handle om. Og ja, når det nu er sæson 3, så er det naturligvis en indikation for at True Detective generelt blev så stor en succes, at der måtte flere sæsoner til. Sæson 2 var dog lidt af en fuser, så den lader vi passere. Til gengæld er der langt mere gods i denne seneste omgang, så man kan roligt i detektivtermer sig at nu er serien tilbage på sporet.
Makkerparret er denne gang Oscar-vinder Mahershala Ali og Stephen Dorff. Omdrejningspunktet er en forsvinden af to lokale børn i Arkansas 1980, hvor den ene efter en længere eftersøgning findes død i en grotte, hvor liget er lettere rituelt opstillet. Hayes (Ali) og West (Dorff) skal naturligvis forsøge at opklare hvad der er blevet af det andet barn, og hvem der står bag forbrydelsen. Og nu kommer det banebrydende… Seriens fortælleteknik foregår på tre tidsplaner: Tidsplanet for forbrydelsens realtid – tidsplanet for en mangeårig efterforskning – og tidsplanet svarende til nutiden, hvor forbrydelsen stadig ikke er opklaret. I sidstnævnte døjer den pensionerede Hayes med et begyndende hukommelsessvigt, hvilket plager ham afsindigt meget. Ikke mindst fordi hans tankesæt stadig spekulerer på fortiden. Det bliver ikke mindre, da en tv-kanal med et program om uopklarede sager flytter ind i hans dagligstue og beder om et interview. Det trækker op til at Hayes må have fat i sin gamle makker West en sidste gang. Alle brikker omkring den lokale kirke, en mand med et dødt øje, en hjemløs og alle de andre mulige spor må da hænge sammen.
Et ret originalt træk, hvor man tvinger sin seer til at spidse øjne og ører til hver lille bid. Alle sammenhænge kan vise sig brugbare, og selvom det zappes rundt i tiden, så er det ikke svært at følge med i hvor vi befinder os. Slemme frisører og brune skjorter afslører bl.a. om vi er i fortid eller nutid… Sæson 3 rummer al den mystik, medindlevelse og nysgerrighed som gik fløjten i sæson 2. Det er virkelig et solidt step up og en fortjent afrunding af True Detective-sager, med mindre vi altså får en sæson 4. For dig der endnu ikke er indviet i løjerne, så er hver sæson en separat handling, så i princippet kunne man sådan set godt starte med at se sæsonerne bagfra uden at det ville gøre noget.
Forbrydelsen i denne sæson 3 er spændt ud over et glimrende narrativ, hvor vi som sidehistorier også får indblik i hvordan aktørerne omkring de to detektiver agerer i dagligdagen. Når pres og stress får kærligheden til at blive skinger og når børnene lider under den dedikation som jobbet kræver bliver virkelig synliggjort gennem de 8 afsnit sæsonen består af. Her er ingen ”mellemafsnit” eller noget som opfattes som det tynde øl. Dog kan sæson 3 ikke måle sig med sæson 1, hvis man altså drager en direkte parallel. Men derfor er denne udgivelse dog i høj grad anbefalelsesværdig. Det bliver til 4 solide stjerner herfra.
