Skriv en kommentar
Den tidligere skuespiller Aydin (spillet af Haluk Bilginer) driver sammen med sin søster og unge kone et hotel i det vindblæste Anatolien. Det er en fattig egn og Aydin, der også udlejer boliger som han har arvet efter sin far, er egnens mest velhavende. Det optager ham ikke synderligt, selvom han i arrogance næsten ser det som sin pligt at blande sig i andres liv. Han gør sig høje tanker om sig selv, og skriver filosofiske klummer til den lokale avis om hvordan tilværelsen bør leves.
Da vinteren starter, tager sæsonens sidste hotelgæster afsted, og stilheden og tomrummet melder sin ankomst. Det er en vinter fyldt med tavshed, vind der suser udenfor, og en barskhed der gemmer sig i et smukt vinterklædt landskab. Hotellet forvandles til et klaustrofobisk sted det er svært at komme væk fra, og alle skjulte konflikter stiger op til overfladen og afslører sirlige magtspil og spændinger mellem både mand og kone, og bror og søster.
Det er tyrkiske Nuri Bilge Ceylan (Once Upon a Time in Anatolia, 2011) der har instrueret filmen. Det er hans ottende spillefilm, og ligesom hans tidligere film har vundet mange priser, er Vintersøvn ingen undtagelse. Den vandt både de gyldne palmer og Fipresci-prisen ved dette års Cannes filmfestival, og man forstår begejstringen, for det er et imponerende karakterstudie han (igen fristes man til at sige) har bedrevet. Han skildrer med sjælden skarphed de mange fine, og ofte næsten usynlige, nuancer der er i samspillet mellem mennesker. Er man til dybere karakterer, og deres til tider uransagelige motiver, vil man begejstres.
Men man skal være forberedt på tempoet, som i denne film er meget langsomt. Med sine over tre timer er det en meget lang film, der i begyndelsen godt kan føles sådan. Og det kræver tålmodighed. Men har man tålmodigheden, vil man opdage at skuespillet er helt fantastisk, og det netop er på grund af det langsomme tempo, at vi får lov at komme helt tæt på karaktererne.
Vintersøvn serverer lange samtaler uden klip eller skift af kameravinkel, og de enkelte karakterers udvikling bliver understreget en meget troværdig dialog. Vi får lov at følge både Aydins udvikling fra arrogance og overlegen selvoptagethed, til undren over hvorfor alle vender sig mod ham, og hans søster Neclas (spillet af Demet Akbag) hjælpsomme støtte der dækker over en indædt irritation, samtidig med at det bliver mere og mere tydeligt at der ligger store magtspil gemt i ægteskabet mellem Aydin og hans væsentligt yngre kone Nihal (spillet af: Melissa Sözen). Det giver en stærk følelse af ægthed, og gør det nærværende så man får følelsen af at være en flue på væggen, der får lov til at få et sjælendt glimt ind i ægte menneskers tilværelse.
Det er en meget smuk film, der er præget af en dyb alvor. Musikken og lydeffekter er begrænsede, og ledsager utroligt smukke billeder af det anatolske vinterlandskab, hvor lyssætningen giver et naturligt indtryk og bidrager til følelsen af naturlighed.
Selvom jeg er begejstret, må jeg indrømme at jeg har det en smule blandet med den her film. På den ene side er den meget lang, og særligt den første time kan føles langtrukken. Men på den anden side er dens karakterstudie så gennemført, at jeg vil være tilbøjelig til at kalde den for et mesterværk. Det er dog ikke til at komme udenom at Vintersøvn samlet set er usædvanligt autentisk, og det er imponerende hvor godt Nuri Bilge Ceylan formår at fange detaljerne i menneskets komplekse natur, nuancer i dialogens skarphed, og antydninger af uforløste spændinger der hænger i luften.
Den får derfor 5 stjerner herfra for sit gennemførte karakterstudie, sammen med en opfordring om at den bør følges af en stor kop god kaffe.
