Skriv en kommentar
Hvad har et ydmygt brødrepar fra den argentinske provins tilfælles med Shanghais endeløse myriader af travle mennesker? Umiddelbart ikke meget. Alligevel er de forbundet af en usynlig linje, der skærer sig direkte gennem kernen af vores planet. De er hinandens antipoder.
Det er disse antipoder – folk, hvis ben og fødder peger direkte mod hinanden – den russiske instruktør Victor Kossakovsky portrætterer i dokumentarfilmen ¡Vivan las Antipodas! (Længe leve antipoderne!). Da det meste af kloden er dækket af hav, findes der kun relativt få steder, hvor der er landjord på begge sider.
Kossakovsky fokuserer på fire vidt forskellige modsætningspar: Argentina og Kina, Chile og Rusland, Hawaii og Botswana og New Zealand og Spanien. Fire kapitler i en visuelt dekadent rejseguide, der mest af alt lader billederne tale for sig selv. Der er således ingen fortællerstemme, ingen udførlig rejseplan – kun det liv, der udfolder sig foran kameraets nænsomt og tålmodigt registrerende linse. Men hvilket liv!
Man forundres over både ligheder og forskelle mellem antipoderne. Mest interessant er kontrasten mellem de to argentinske brødre, der lever af at passe en øde flydebro over en lille flod, og den kinesiske herre, der åbner porten for en anløbsbro på havnen i Shanghai. Erhvervet er tilnærmelsesvist det samme, men omgivelserne kunne ikke være mere forskellige.
På den ene side bruger brødrene hele dage på blot at lytte til egnens frøer, sludre om vejret og vente på den næste faldefærdige bil. På den anden side myldrer scootere i tusindvis over anløbsbroen; forhutlede skikkelser, der kører om kap med fremskridtet og drømmen om et bedre liv.
Med udsøgte 360-graders panoreringer og opfindsomme spejlinger pendulerer Kossakovsky mellem de geografiske lokaliteter, og udpeger samtidig opfindsomme sammenfald i naturens indbyggede grammatik. En strandet kaskelothval på kysten i New Zealand transformeres således til en aflang klippeformation i Miraflores i Spanien, og et sprukkent magma-landskab på Hawaii bliver på magisk vis til den rynkede ansigtshud på en botswanesisk elefant.
Således placerer ¡Vivan Las Antipodas! sig et sted mellem poetisk dokumentarisme a la Le Quatro Volte og premiereaktuelle Børnene fra Mount Napf og billedskønne naturfilm som BBC’s Life og Earth.
Der er kælet for stringenthed og symmetri, og når en fuldmåne hævet over Patagoniens grove tinder spejles i en nedadgående sol ved Bajkal-søen i Rusland, er det noget nær åndeløst smukt. Mange af optagelserne må have fordret en uendelig portion tålmodighed.
Men filmens styrke er groft sagt også dens svaghed. Som det kalejdoskopiske billeddigt folder sig ud, forfalder Kossakovsky til en række romantiserede løsninger, og den geografiske priktest udvikler sig til en nærmest guddommelig dyrkelse af kontinenternes mangfoldighed . Blafrende sommerfugle, hawaiianske neo-hippier og majestætiske regnbuer udgør farveladen i et portræt, der desværre tilnærmer sig det sukkersøde. Visuel idyl på overarbejde.
Her savner man en tematisk drivkraft eller en filosofisk krog, der kan berettige det internationale skønmaleri. Det er som om de otte stikprøver ikke fortæller hele historien om de steder, der så smukt portrætteres.
Samtidig fremstår de argentinske brødres lommefilosofiske bemærkninger om, hvad der ville ske, hvis man gravede et hul ned til kineserne, unødigt iscenesat.
Når det er sagt, er ¡Viva Las Antiposdas! et berusende sansebombardement, der især vinder på Kossakovskys visuelle kreativitet og sans for detaljen. Man får lyst til at fylde sin backpack med det allermest nødvendige og begive sig ud i verden med det samme.
