Livet i den lille by Beaverfield centrerer om den lokale kro, hvor både rige affekterede tilflyttere fra New York og lokale konservative karikaturer mødes i et sammensurium af personlige modsætninger. Alle kneb gælder, når det kommer til diskussion af den planlagte gas-ledning, der skal graves ned midt gennem den enorme skov, der omgiver byen. Nogle vil have ro, andre penge og enkelte kæmper blot for miljøet i den lille by, hvor alle ved alt om alle. Det tror de i hvert fald.
Men da en snestorm lukker vejene, og samtlige strømgeneratorer bliver sat ud af spillet, samles de på kroen for at holde råd, med hver deres skjulte dagsorden og en tiltagende frygt for at de gamle myter om varulve ikke blot er myter. Den nytilkomne skovfoged Finn (Sam Richardson) må nu træde i karakter og forsøge at udrede gåden, inden det er for sent. Sammen med postarbejderen Cecily (Milana Vayntrub), som ligeledes er i uniform og derved en vis autoritet, må han finde sandheden om det mystiske væsen, der skaber rædsel i Beaverfield.
Werewolves Within er en film bygget over Ubisofts computerspil med samme navn. Manuskriptet er skrevet af Mishna Wolff, og instruktøren er Josh Ruben. Det er en vellykket filmatisering, der med selvironi og glimt i øjet blander genrer. Det en horror-komedie uden meget horror og med forbløffende få varulve, titlen taget i betragtning. Men atmosfæren er god, og de overkarikerede roller, der bevæger sig på grænsen til overdrevet, fungerer med en velskrevet dialog og skaber et charmerende mix af amerikansk parodi, satire og horror-komedie.
Det er en klassisk ’hvem-har-gjort-det’ gåde, der sat ind i en kendt horror-ramme spiller fuldt ud på parodi og selvironi. Det hele er således lidt for meget og lidt langt ude, men det gør ikke noget, for filmen tager ikke sig selv særligt højtideligt, og selvironien er til at tage at føle på.
Udviklingen er karakterdrevet, og den nytilkomne skovfoged Finn, der er lidt for god og sød af sig, må finde nye sider af sig selv for at komme videre i gåden og holde ro på gemytterne, som er et sammensurium af smålige personlige modsætninger, drevet frem af frygt for, hvad der venter derude.
Werewolves Within indeholder ikke meget egentlig horror, ud over rammen og atmosfæren, og er heller ikke fuldt ud en komedie. Men den leverer et par gode grin, og på trods af sit overdrev, eller måske netop derfor, har den en overordnet særlig charme, som gør den til et spøjst og finurligt underholdende indslag.
Trailer: