Skriv en kommentar
For mange tusinde år siden og efter at være redet dertil på en hval, satte høvding Paikea foden på New Zealands jord og blev stamfader til Whangara-folket – Maorierne. Titlen som Paikeas arvefølger er siden gået i arv fra far til søn indtil Porourangis kone og førstefødte søn dør i barselssengen og kun tvillingesøsteren overlever og trods protester fra farfaren Koro bliver døbt Paikea – Pai. Sorgen tvinger hendes far til tyskland hvor han opholder sig i 12 år alt imens Pai vokser op hos den patriarkalske farfar og dennes hustru i det gamle traditionsbundene Maori-samfund. I begyndelsen er alt dog godt imellem den gamle patriark og den lille pige, men i takt med at Pai vokser op og hendes trodsige og selvstændige natur begynder at tage form, eskalerer problemerne indtil Koro skyder skylden for sit folks problemer på Pais eksistens og starter træningen af omegnens 12årige drenge for at finde en værdig arvtager til navnet Paikea og titlen som fremtidig høvding. Men til Koros absolutte fortvivlelse fejler alle drengene i en afgørende manddomsprøve og Pai, der stadig elsker sin bedstefar, beder i en bøn Paikea og alle sine forfædre om hjælp. Dagen efter finder man en stor flok hvaler der er skyllet på land og strandet (…).
Sidst jeg kan huske at have set nutidens Maorier skildret på film, var i Lee Tamahoris barske ONCE WERE WARRIORS fra 1994, hvor man fulgte en families tragiske opløsning i vold og druk og en mors kamp for sine børns og egen overlevelse, samtidigt med en søgen efter egne rødder via en hårfin balancegang mellem årtusinders kulturarv og et moderne samfund, hvor man som indfødt Maori tilsyneladende føler sig isoleret og ikke specielt velkommen.
Der er mange lighedspunkter imellem de to film, da stærke temaer som til dels ovennævnte balancegang, men især skyldfølelse og følelsen af utilstrækkelighed, mindreværd og kampen mod disse følelser, skinner stærkt igennem dem begge. I ONCE WERE WARRIORS med vægten på Maori-kulturen generelt og i WHALE RIDER i forhold til det enkelte individ – Maori som Dansker. Alt dette skildret så godt at der hverken går GUMMI TARZAN eller pladdersentimentalitet i den.
WHALE RIDER er en fin, smuk og vigtig film beregnet på alle aldre men nok især på de lidt større børn (fra fjerde klasse og op) der føler sig lovligt vel overfodrede med Disneys sjove tegnefilmsfigurer og trænger til en dosis svagt eventyrkrydret virkelighed fra en anden verden med en enden kultur, end den de er vant til fra Danmark og Hollywoods store mainstream-produktioner.
Samtidigt spiller hele ensemblet tilmed forfædrene ud af bukserne. Eller det er måske netop det de ikke gør og derfor det det hele virker så godt og personerne på lærredet går hen og bliver til levende mennesker i stedet for dygtige skuespillere der udfører et stykke arbejde.
Men det bedste er næsten, at det for en gang skyld ikke en film der undervurderer børns følelsesliv og intelligens ved at tale ned til dem eller pakke virkeligheden ind i så lyserødt vat at de får et chok når de uvægerligt opdager at sådan forholder det sig alligevel ikke. Hvalridning eller ej.
Alt taget i betragtning kan WHALE RIDER umuligt udløse mindre end fem flotte stjerner herfra!!
Men tag ikke kun mit ord for det. Keisha Castle Hughes der spiller pigen Pai blev nomineret til en Oscar for årets bedste kvindelige hovedrolle og har allerede vundet prisen for bedste skuespillerinde og bedste kvindelige skuespiller indtil flere gange. I det hele taget er listen over de priser denne film har modtaget så uendelig lang at der simpelthen ikke er plads til at nævne en brøkdel af dem men den (ind til videre) komplette liste kan findes på filmens hjemmeside.
