Skriv en kommentar
Velmenende forskere opdager at menneskehedens dage er talte. Kosmiske forhold gør at solen, som en kæmpe mikrobølgeovn, er ved at varme Jordens kerne og dermed smelte de størknede plader, som holder kontinenterne på plads. Når det sker, vil jorden forandre sig radikalt og menneskeheden vil ikke overleve. Planer lægges i hemmelighed for at redde en lille del af menneskeheden og videreføre vores civilisation. Enorme high-tech versioner af Noahs Ark skal videreføre kimen af menneskeheden og samtidig også redde de magtfulde regeringsledere og dem der har råd til at betale.
Denne problematik er set før, i film som f.eks. i Mimi Leders Deep Impact fra 1998, men hvor Deep Impact, så idealistisk som muligt, løser pladsproblemerne med et lotteri og med pladser til menneskehedens ypperste eksemplarer, så går 2012 til problematikken med en lidt mørkere, og desværre nok mere realistisk, vinkel. Nogen skal jo betale beløbene, som disse enorme arker koster, og det er selvfølgelig dem der betaler, der kommer med. Dette koncept giver 2012 lidt mere vinkel, lidt mere bid, men samtidig graver filmen sig aldrig reelt ind i problematikken. Det er der ganske simpelt ikke tid til, for selvom filmen varer imponerende 158 minutter, så har den så mange tråde at spinde, at der ikke bliver tid, til at grave sig dybere ned i noget som helt.
Roland Emmerich laver underholdning, hverken mere eller mindre. Han er kendt for sine episke ødelæggelser, som skal være lidt tankevækkende, men som i sidste ende skal underholde og med 2012 holder han dette, for den underholder kongeligt. Proportionerne er enorme, som aldrig før set, og historien er fængende. Først i filmens sidste del, hvor 2012 nærmest er en science fiction film, mister Emmerich overblik og fokus. Her ofres troværdig adfærd for alvor, for at historien kan hænge sammen, men det kan ikke ødelægge overall indtrykket, som er dybt imponerende.
Bevares, dette er ikke kunstfilm eller dybsindigt drama, men det er heller ikke meningen. 2012 er et enormt brag af en katastrofefilm, fyldt med heltemod, patos, melankoli, fantastiske effekter og en lille knivspids humor her og der. Alt sammen blandet af Emmerichs rutinerede tække for ”det” publikum vil have. 2012 skal ses i biografen eller på en velvoksen TV flade. Alt andet ville være en hån mod filmens storslåede Apokalypse.
John Cusack ligger en vanligt rutineret præstation på bordet. Hans sarkastiske bid gør ham til tider lidt svær i en episk, patos baseret katastrofefilm, men Cusack er altid et godt bekendtskab på skærmen. Danny Glovers amerikanske præsident skikkelse er en ret ligegyldig præstation, som ikke efterlader noget varigt indtryk. Oliver Platt ses i en af 2012 mere kantede roller og vi møder også Woody Harrelson som den komiske, men elskelige conspiracy buff, der mod alle odds har regnet ud, hvad der er ved at ske. Zlatko Buric har sneget sig med på rollelisten, som det han er bedst til at spille. Usympatisk Østeuropæer og komisk indslag. Yndige Thandie Newton og Chiwetel Eijiofor hører også til i den fyldige rolleliste. 2012 byder desværre også på evindelige Hollywood børneskuespillere, men det er et tåleligt indslag i denne omgang. Ingen af de førnævnte skuespillere har en egentlig hovedrolle, ikke engang rigtig stjernen Cusack. 2012 er en kollektiv indsats og den egentlige hovedrolle er selve Jorden og de enorme effekter som dens undergang byder på.
2012 er svær at give en karakter, men kan man lide Emmerichs store filmvisioner så er dette endnu en god film i rækken. Selv hvis man normalt er skeptisk overfor hans instruktørhånd, så er 2012 under alle omstædigheder en film, der med sine 158 minutter kan underholde med specialeffekter og episke proportioner.
