Skriv en kommentar
302
Den athenske hærfører Themistokles (Sullivan Stapleton) forsøger at forene Grækenland mod den persiske hær anført af kongen Xerxes (Rodrigo Santoro) og den hævntørstige Artemisia (Eva Green). For Xerxes er det en personlig kamp, da Themistokles gennemspidende og dræbte hans far med en pil, og for Artemisia er det hævn over alle spartanerne som dræbte og voldtog hendes familie og efterlod hende i rendestenen.
300 – Rise of an Empire er baseret på Frank Millers endnu ikke publiceret grafiske tegneserie ”Xerxes” og er opfølgeren til Zach Snyders film 300 fra 2007. I Rise of an Empire er instruktørstolen overladt til den mindre erfarne Noam Murro, der kun har det romantiske komediedrama Smart People (2008) på samvittigheden.
Ctrl. Alt Copy + Ctrl. Alt Paste
Den første 300 var mest af alt et visuelt udstyrstykke, der pressede grænserne for hvad filmmediet kan levere af tekniske superlativer og storslåede scenerier maskeret som Frank Millers grafiske tegneserieunivers. Et univers hvor historien bliver gjort banal og skuespillet karikeret til fordel for de visuelle effekter og den plastiske facade.
Rise of an Empire følger trop. Denne gang fortsætter den banale handling sideløbende med den første 300-film, hvor Leonidas og hans hær på 300 mænd tappert, men forgæves, kæmpede mod Xerxes enorme hær. Men nu følger vi Themistokles store hær kæmpe til søs mod Artemisias endnu større flåde, hvor oddsene endnu engang er tæt på de umulige. Og ligesom før nægter den spartanske dronning Gorgo (Lena Headey) at samle Grækenland og hjælpe til i krigen mod perserne til trods for, det kan betyde Grækenlands fald.
Spartansk balletskole
Rise of an Empire er ligesom sin forgænger en hul fornøjelse. Hvis man fjernede kampscenerne med fortidens krigere, der blodigt pioettere sig igennem horder af bevæbnede topløse muskelbundter, så eksisterer der reelt set intet tilbage. De tapre mænd bliver gennemspiddet af spyd, sværd og pile, så blodet sprøjter til højre og venstre. Afhuggede hoveder synes at være det overliggende tema for filmen, og bliver latterliggjort i en sådan grad, da Artemisia koldblodigt afhugger en af sine generalers hoved og passioneret kysser ham på munden bagefter.
Den spartanske balletskole pløjer sig igennem evige mængder af kød og blod til man selv ønsker at blive et af ofrene.
De visuelle effekter er selvfølgelig overbevisende på sin helt egen måde, men der er i bund og grund ikke andet hule silhuetter foran en green screen. Det mærkes i den grad på skuespillet, men måske endnu tydeligere i måden man fornemmer, at skuespillerene ikke engang aner, hvem de er. De kunstige replikker er umulige at levere tilnærmelsesvis overbevisende og skuespillerene kender tydeligvis ikke deres egen backstory.
Kun Eva Greens karakter fungerer. Vi får Artemisias historie fortalt i et flashback, som viser hvordan hendes familie blev voldtaget og dræbt, og hende selv voldtaget på et slaveskib inden hun bliver efterladt i rendestenen. På den måde forstår vi hendes motivation og vi føler hendes indædte had mod dem som gjorde hende uret.
Dette fører også filmens eneste velfungerende scene, hvor Artemisia inviterer Themistokles til forsoningsmøde på sin flåde og forsøger at overtale ham til at overgive sig til hende, for dermed at kunne udnytte hans erfaringer og taktiske kunnen i krigsførelse. Spændingen mellem de to evige rivaler pirrer og man fornemmer i den grad deres dobbelttydige følelser af had, respekt og lidenskab for hinanden. I en anden verden havde de været mand og kone, men i denne er de hinandens værste fjender.
Splatterfilm og godnathistorie
Den kyniske biografgænger vil sandsynligvis argumenterer for, at det karikeret skuespil, den spraglede visuelle stil og den banale historie netop er filmens koncept, idet den bygger på Millers karikeret og visuelt overdrevne tegneserie. Men det er netop filmens allerstørste fejl, at den forsøger for meget at ligne en tegneserie, fremfor at transformere den til filmmediet. Adaptioners allerstørste faldgruppe.
Men der skal mere til end Eva Green og den ene scene til at redde Rise of an Empire. Den aldeles uudholdelige indledningssekvens med Gorgos poetiske voice-over, der fortæller alt hvad vi ser og hvad vi ikke ser, viser manuskriptet og instruktørens allerstørste svagheder og misforståelser: at fortælle en historie på film i forhold til at fortælle en historie i en tegneserie er to vidt forskellige ting.
Ligeledes er den geografiske nedprioritering nærmest grinagtig. Vi ved på intet tidspunkt hvor vi er henne og karaktererne kan komme fra et sted til det næste i et enkelt klip. Se hvordan Themistokles kan stå på slagmarken i en scene og i næste være tilbage i Sparta. Grækenland virker som et land på størrelse med Bornholm.
Filmen virker overordnet set som en stor undskyldning for at gennemspidde folk igennem øjnene og halvere kranier i slow-motion til tonerne af et skingert soundtrack, der vækker mere væmmelse end de intenderede følelser. Det er en splatterfilm og en godnathistorie på samme tid med sit hule plot, sine overfladiske karakterer og sin plastiske facade.
