Det er næsten uhørt så imponerende en stime de evigt interessante Coen-brødre er inde i for tiden. Efter Oscar-succes med den imponerende og vanvittigt stemningsfulde thriller No Country For Old Men slog de over i dybt useriøs og skæv krimi med Burn After Reading og nu tackler de så egne jødiske aner i højere grad end nogensinde før med den uhyre vellykkede A Serious Man. Befriende fritaget fra de normale perlerækker af Hollywood-stjerner der lader sig udfordre i brødrenes fantasifulde universer, er A Serious Man ikke en mindre imponerende affære. Det er en film der sigter efter et lidt smallere publikum, men som sine jødiske indforståetheder til trods stadig vil kunne appellere til de brede masser - som god komik altid kan.
Larry Gopnik er en kikset og underkuet mand, der bare gerne vil tages alvorligt. Hans kone forlader ham for en ven, der forsøger at agere psykologisk vejleder for Larry. Hans børn er et komplet mysterium og hans mildest talt socialt aparte bror dukker pludselig op. Samtidig tortureres Larry af naboen, der insisterer på at solbade nøgen. Der er kort sagt mange komplikationer i Larrys liv og det hele bliver bestemt ikke gjort mere overskueligt af de tre rabbinere han forsøger at søge vejledning hos gennem filmen. Coen-brødrenes mesterstykke ligger dels i forcer de tidligere har demonstreret - det være sig dialog, dramatisk tæft og et fantastisk øje for de skæve detaljer - dels i deres vilje til at lade det hele udfolde sig i et helt almindeligt, jødisk samfund. Komikken er i højsædet, men det betyder ikke at filmen ikke har noget på hjerte. Tværtimod benyttes de komiske værktøjer til at understrege hvorledes Larry kæmper en daglig kamp mod egen og andre folks opfattelse af ham. Og det er mesterligt sat sammen det her. Man veksler mellem alvorstunge øjeblikke, sorthumoristiske, skæve indslag og en medrivende, tilbagelænet humor der er så umiskendeligt Coensk at man efterhånden må tilkende brødrenes deres helt egen plads i verdens filmhistorie. A Serious Man er endnu en tinde i en karriere af højdepunkter. Og så har den en af de bedste slutninger i brødrenes karriere.
Blu-ray udgivelsen imponerer også. Selvom det er en tilbagelænet og lavmælt film, så er der masser af underfundige detaljer i kameraarbejdet og farvelægningen. Billedsiden kommer virkelig til sin ret på udgivelsen, der både imponerer i skarpe linjer, god rummelighed og velgengivede farver. Lydsiden er ligeledes afslappet langt hen ad vejen, men når det går løs, som i et biluheld og en afsluttende tordenstorm, så får man også fuld valuta for pengene her.
Skiven byder på lidt blandet ekstramateriale i form af nogle bag-kameraet dokumentarer, der mest består af interviews og hvoraf den mest interessante er den der beskæftiger sig med filmens set design. Dertil kommer en lille pudsighed i en guide for os der ikke nødvendigvis er inde i alle de jødiske begreber filmen indfatter. Udmærket, men ikke imponerende bonus.
SF/Fox</a