Skriv en kommentar
60'erne i USA var en turbulent tid. Rock n' Roll, Vietnamkrigen, eksperimenter med stoffer, ungdomsoprør; og ikke mindst et voksende socialt engagement, herunder store personligheder som Martin Luther King, John F. Kennedy og Malcom X. Der er også en tid hvor The Beatles i den grad prægede musikscenen og derfor også er synonymt med tiden i sig selv. Nu er en lang række Beatles referencer, og mere end 30 sange, flettet ind i en storladen kærlighedshistorie som musical. Og man behøver ikke at være Beatles fan, for at blive bjergtaget af denne fantastiske film.
Jude (Jim Sturgess), en ung havnearbejder fra Liverpool, rejser til USA for at opspore sin far – en amerikansk soldat som hans moder mødte under krigen. Undervejs møder han Max (Joe Anderson), og de to nye venner drager til Greenwich Village i New York, hvor de bliver en del af bohememiljøet. Jude møder derudover Max' lillesøster Lucy (Evan Rachel Wood) og de bliver forelsket i hinanden. Da Max mod egen vilje bliver sendt afsted til Vietnamkrigen, går Jude og Lucy ind i modkulturen – hvilket bringer deres forhold ud i ekstremer, de ikke selv er herre over.
Det er ikke uden grund, at det umiddelbart er Milos Formans musical klassiker ”Hair” der springer frem i erindringen, når man ser ”Across The Universe”. Tematikken er stort set den samme. Dog er ”Hair” ikke tilnærmelsesvis lige så vellykket. Sangene, som handlingen og karakterne er bygget op omkring, er så integreret i historien at de på intet tidspunkt virker som forceret eller teatralske optrin. Det er filmens absolutte styrke, hvilket ikke havde virket, hvis arbejdet bag filmen ikke var så fuldendt. Eftersom omdrejningspunktet er Beatles sange, ville det mindste kiks med hensyn til udførelsen og opsætning være nok til at korthuset faldt sammen. Der er dog intet, der for alvor falder igennem og med en fantastisk velspillende (og syngende) Paul McCartny look-a-like i Jim Sturgess og brilliante cameos fra bl.a. Joe Cocker, Eddie Izzard og Bono – der naturligvis giver deres kvalificeret bud klingende Beatles sange - er der intet at være bange for. Nogle udgaver er naturligvis bedre udført end andre. Bl.a. Joe Cockers ”Come Together” og den lesbiske Prucences (spillet af T.V. Carpio) kærlighederklæring til en cheerleader med ”I Want To Hold Your Hand”, Jim Sturgess' udgave af ”Strawberry Fields Forever” og særligt Joe Andersons ”I Want You/She's So Heavy” er blandt de virkeligt eminente fortolkninger. Og der er masser af taget af, eftersom der er brugt hele 33 Beatles sange.
For at tilpasse de dominerende musiske elementer til et egentlig handlingsforløb, har instruktør Julie Taymor valgt at ramme stemningen gennem et slags filmisk teaterstykke baseret på en tidslig collage fra 60'ernes USA og England. Fragmenter af historiske begivenheder, (bogstavligt talt) skæve eksistenser og portrættet af perioden i henholdsvis Liverpool og New York er så altomgribende og spot on, at det er helt uhyggeligt. Alt sammen tilsat syret elementer, der er som taget ud af Beatles filmen ”The Yellow Submarine”. Filmens univers er per defination en Beatles osteklokke, hvor det virker som om alle tænkelige nuancer og sange er indkapslet og sat i sammenhæng med hinanden. Hvis man er rigtigt fan, er stener-sikkert at de utroligt mange elementer vil være tydeligere end for meningmand. Men det er ikke noget man behøver at vide eller sætte sig ind i, for at kunne sætte sig tilbage og nyde filmen som den er.
”Across The Universe” er en film af få ord og meget musik, forstået på den måde at den skal opleves i biografen for fuld musik. Det er sjældent at jeg har oplevet, at alle hjørner af følelsesregisteret er blevet endevendt med så lidt egentlig dialog. Filmen siger det meste gennem Beatles tekstunivers. Filmen er slet og ret en helt fantastisk oplevelse, der bør få langt de fleste til at knibe en tåre eller i det mindste nynne stille med – og man er da et skarn, hvis ikke sidemanden mere end én gang tysser utålmodigt på en under filmen. Eller måske vælger han at nynne lystigt med.
