Skriv en kommentar
Det smukke æble Torben (Frank Hvam) drømmer om at blive udstillet. Intet lader til at skulle stå i vejen for dette mål indtil skæbnen en dag spiller Torben et puds. En morgen rammes han nemlig af sin nemesis i form af en stædig orm (Sidse Babett Knudsen), der ikke har i sinde at forlade ham inden den bliver til en sommerfugl. Torbens drøm står til at briste, med mindre han kommer af med ormen eller finder glæden ved en ny vej i livet.
Plottet er som det skal være i en film, der skal kunne nå ned i den yngste generations øjenhøjde: simpelt og forståeligt. En eventyrlig dannelsesrejse (i dette tilfælde igennem en enkelt have eller to), der skal underholde børnene og til tider skræmme dem. På den anden side finder man en salve til det voksne publikum, der skal få øjnene op for, at det ikke nytter noget at et samfunds individer fødes ind i en fastlåst fremtid, bestemt af traditioner og forventninger. Det tager Torben overdrevet lang tid at indse dette, på trods af at både ormen og vennen (Lars Hjortshøj) tilsyneladende er født med lærdommen i blodet, og gentagne gange minder ham om, at verden jo byder på så meget andet end udstillinger og butiksspejlets narcissistiske lokken. Ingen tvivl, den menneskelige, samfundsmæssige og politiske kritik er klar og måske endog ganske prisværdig. Men filmen kommer af samme grund til at fremstå ensporet og ensidig, da stort set alt som Torben kommer ud for arbejder for at understøtte denne store, altoverskyggende pointe. Man kan ikke lade være med at tænke, at Morgenthaler ikke havde behøvet at proppe replikkerne fuld af disse livsfilosofiske prædikener, når selve filmens plot og idé så udmærket klarlægger problemstillingen.
Når det er sagt, har filmen utvivlsomt nogle morsomme og opfindsomme scener fyldt med både morsomme uheld og kendte sange, der er peppet op til nutidens popånd. Som de fanatiske og dybt religiøse rodfrugter (Drengene Fra Angora), der venter på syndflodens komme og, ikke helt gennemtænkt, har bygget en ark af jord.
Stemmerne er vel indtalt, og især bør Esben Pretzmann roses for sine mange biroller, der er suveræne og dejligt latterlige. Man trættes dog af, at grinagtige figurer stort set alle tilstræber en så jysk accent som muligt – det er ærligt talt en humor, der er for letkøbt og langt under Morgenthalers ellers normalt eminente standard.
For børnene er den sikkert god underholdning, selv om man kan ane en tendens til en overflod af diskussion og dialog, hvor man som sagt gentager de samme pointer i det uendelige.
Filmen er bestemt flot tegnet, men visuelt når den ikke Morgenthalers sidste film, Princess, til sokkeholderne, hvilket unægtelig ville have hævet helhedsvurderingen betydeligt.
Dermed ikke sagt, at Æblet & Ormen ikke er en aften værd i familiens skød; alle vil grine og gå i seng lidt rigere på åndelig dannelse. Og det selv for de værste traditionalister og karrierekanoner.
