Skriv en kommentar
Filmen foregår i 1964 og handler om en filminstruktør Lars Schmidt (spillet af Ole Lemmeke), som mildest talt er besat af at lave en portræt film om Asta Nielsens liv. Asta Nielsen, som spilles overbevisende af Vera Gebuhr, havde på det tidspunkt allerede udgivet sine erindringer og Lars Schmidt ønsker at komme bag facaden og afsløre Asta Nielsens privatliv, som hun aldrig før har nævnt offentligt. Asta Nielsen vil det dog anderledes. Filmens omdrejningspunkt er deres samtaler i Asta Nielsen Liebhaver lejlighed på Frederiksberg. Asta Nielsen er den stædige, bestemmende og selvoptagede diva mens Lars Schmidt er den lyttende, men ambitiøse og manipulerende filminstruktør. Asta Nielsen kontrollerer hver eneste samtale indtil datter Jesta bringer kaos og rystende afsløringer med sig.
Afgrunden er godt lavet og virker på intet tidspunkt kedelig, selvom den bevæger sig på kanten af at være en dokumentar, portræt film og melodrama på en gang. Filmens instruktør Torben Skjødt Jensens og manuskriptforfatter Peter Asmussen har brugt en intelligent fortælleteknik til at fastholde publikummet. Der bliver hele tiden løftet lidt i sløret for flere afsløringer i Asta Nielsens fortid.
Vera Gebuhr spiller den krukkede og arrogante Asta Nielsen med stor overbevisning. Vera Gebuhr er jo nok mest kendt som gode gamle Frk. Jørgensen i Matador serien. Ole Lemmeke er ligeledes god i rollen, som den afventende og lyttende filminstruktør med intense øjne og en skjult dagsorden. Som Asta Nielsens datter Jesta oplever vi Lene Tiemroth. Til Lene Tiemroths forsvar skal de siges at karakteren Jesta er en meget svær rolle og det knækker også en smule for Lene Tiemroth sidst i filmen.
Hvis man ligesom jeg går ind fra gaden og ser denne film uden nogen som helst kendskab til Asta Nielsen, så er det en død spændende film, hvor man bagefter tænker sikke en spændende måde at lave et portræt af en afdød kendt Skuespillerinde. Meget lærerig og eftertænksom.
Når man så efterfølgende laver lidt research om Asta Nielsens liv, så får filmen en helt anden betydning. Asta Nielsen var en af verdens bedste og epokevækkende stumfilmsstjerner, som man nærmest kan samligne med en kvindelig Charlie Chaplin. Hun værnede strengt om sit privatliv og styrede med sin jernvilje alt, hvad hun medvirkede i. I 1968 skrev og instruerede Asta Nielsen selv en film om sit liv – en film hvor Axel Strøbye interviewede hende.
Man kan godt henledes til at tro at Afgrundens manuskriptforfatter Peter Asmussen har ville arbejde videre ud fra denne film fra 1968. Han har bare ønsket at det var Intervieweren, som skulle styre begivenhedernes gang at alle Asta Nielsens skeletter skulle hives – ja trækkes ud af skabet. Afgrunden er dermed en film om, hvordan nutidens sensationssøgende journalist ville have taklet Asta Nielsen og udnyttet hendes svagheder (som var hendes datter Jesta). Jesta begik selvmord i 1964 og filmen blev jo så nød til at udspille sig i dette år i stedet for 1968. Asta Nielsen bliver godt og grundig svinet til i denne film og Janteloven synes at have fundet fodfæste i Peter Asmussens manuskript. Hun fremstilles som et dybt egoistisk menneske, en sygelig omklamrende mor og en kvinde, som allerede fra 13-14 års alderen solgte sin krop for at nå sine mål. Det insinueres kraftigt at det var ved hjælp af denne teknik at hun skaffede sig sin teateruddannelse, ledende teaterroller samt finansiering til filmprojekter. En kvinde for hvem berømmelse og rigdom betød alt.
Men det kunne jo tænkes at Asta Nielsen bare havde en jernvilje og et talent ud over det sædvanlige. Hun levede fra 1881 til 1972, så det var nok heller ikke let at være ambitiøs kvinde i den tidsalder.
Alt i alt vil jeg give filmen 5 stjerner ud af 6 mulige. Dette på grund af Vera Gebuhrs forrygende skuespil og filmens gode opbygning.
Om man vil give Peter Asmussen ret er jo ens egen sag. I filmen virker påstandene meget plausible, men som der også gøres opmærksom på i filmens start, så er der jo tale om fiktion. Filmen er i hvert fald god, hvilket også gjorde at den vandt Politikens Publikumspris under Copenhagen International Film Festival 2003.
Helt klart en filmoplevelse, som er værd at se.
