Skriv en kommentar
Ajami er en del af Jaffa, et multietnisk område i Tel Aviv, hvor arabere, palæstinenser, jøder og kristne bor side om side. Filmen bærer samme titel som det fattige område i Jaffa ”Ajami”. Området ligger i den sydlige del af Jaffa og tæt på den pulserende metropol, Tel Aviv.
Det er den israelsk arabisk dreng, Nasri på 13 år, som gennem sine tegninger gengiver de fem fortællinger. De personlige historier vikles ind i hinanden, og alle foregår de på to niveauer. Sammenstødene mellem kulturer og religioner er hovedtemaet, som konstant ligger og simrer i de hverdagslige fortællinger om livet i Ajami. Samtidig fortælles der om hævn, æresbegrebet, smerte/sorg, umulig kærlighed, moder- og broderkærlighed, som samles i én tråd - at familiebånd er ubrydelige, men sårbare og farlige.
Tegningerne skaber en rammefortælling om filmens plot og flashback. Nasri tegner sin onkels café, hvor det hele begyndte. Èn dag træder et klanmedlem fra én af Ajamis rige familier ind på caféen og forlanger penge. Onklen tænker sig ikke om og skyder på klanmedlemmet. Herfra begynder hævnen på Nasris familie, især storbroderen, Omar på 17 år bliver skudsmålet. Da hans jagt begynder med at skaffe penge for at kunne løse hele familiens problemer, vikles de andre personlige fortællinger ind som tråde i filmens plot.
Den palæstinensiske teenager, Malek er illegal flygtning fra Vestbreddens flygtningelejr. Malek forsøger at tjene penge til sin moders operation. Binj sælger kokain og får Omar med på den vogn for at tjene hurtige penge. Binjs personlige fortælling er, at han er forelsket i en jødisk pige. Det går ikke an, da han er araber. Udover at Nasris storbroder er skudsmålet, er han forelsket i en pige, som er opdraget som kristen, hvilket ikke går an, da han er muslim. Dando, en jødisk politimand mister sin broder og araberne er de mistænkte. Dette sætter ham i en svær situation, da han netop hver dag forsøger i sit hverv som politimand forsøger at opretholde lov og orden.
Mødestedet for filmens personer er en restaurant, hvor ejeren, Abu Elias fungerer som faderfigur for filmens hovedpersoner, Omar, Binj, Malek. Men Abu Elias er ikke entydig god. Han har penge og dermed magt over det lokale område, selv politiet kan ikke gøre ham fortræd. Politiets rolle er problematisk. De passer ikke ind i dette lokalområde, og opfordrer nærmest til vold fremfor at skabe ro og orden. Ifølge dem selv bliver de ikke respekteret, folk spytter på dem, og de bliver behandlet værre end hunde. Det er et nedslidende og nådeløst job i Ajami området.
Manuskriptet er intelligent lavet og som tilskuere bliver du udfordret. Filmens plot kræver, at du tænker med. Fortællingerne og filmens personer fortælles ubesværet ind og imellem hinanden. Nasri gør ikke stort væsen af sig, men skaber filmens ramme med sine troværdige tegninger. Hans rolle som hovedperson træder frem sidst i filmen.
Filmen er skudt on-location i Ajami, og rollerne spilles af amatører. Derfor er skuespilpræsentationerne dybe og troværdige – volden bliver nærmest mærkbar på egen krop. De to debutanter, Scandar Copti og Yaron Shani, som henholdsvis er palæstinenser og jødisk israeler har med skarphed indfanget stemningen i Ajami og filmens plot og flashback er intelligent skruet sammen.
Alle bør se den film, da den er en verdensfilm og i en klasse for sig. Den er både historie, politik, kultur, religion fortalt i hverdagslige fortællinger, som er nærværende og særdeles aktuelle.
