Skriv en kommentar
Christoffer Boes sidste film Reconstruction var med til at sætte en ny visuel dagsorden i dansk film. Reconstruction modtog Camera d'Or i Cannes i 2003 og skabte forventninger om et nyt dansk instruktørtalent.
Allegro tager som Reconstruction sit afsæt i København. Den talentfulde og berømte pianist Zetterstrøm spillet af Ulrich Thomsen fortrænger sin fortid, efter et altafgørende brud med sin smukke Andrea spillet af Helena Christensen. I smerte fortrænger Zetterstrøm sin fortid, som visualiseres i en Zone, en by midt i byen i Københavns centrum omgivet af en membran, som er uigennemtrængelig. Kun Zonen husker nu hvad Zetterstrøm har glemt. Efter mange år i New York sættes Zetterstrøm stævne midt i Zonen og møder her Tom, spillet af Henning Moritzen. Zetterstrøm vender tilbage til København og drives til at gå ind i Zonen hvor hans talent nu også holdes som gidsel.
Allegro handler om kærlighed, som man kan hade, elske, svigte eller mangle, åbnet op for en gammel fortælling. Historien er fortalt før, men stilen er ny. En enstrenget historie som gennem filmens simple indhold åbner op for en legeplads af visuelle finurligheder. Allegros science fiction univers åbner op for en verden hvor alt kan ske og formen kan drejes. Filmen leger med visuelle yderligheder som stregtegninger og smukke billeder med reklameæstetik. Replikkerne strækker sig fra at emme af kærlighedens melankoli til ekspertudtalelser. Manuskriptet til filmen er skrevet af Christoffer Boe sammen med Mikael Wulff (kendt fra Wulffmorgenthaler), hvilket skinner igennem i folkekomediens billige point der er skrevet ind. De humoristiske elementer bryder på en gang og beriger filmens melankolske univers.
Allegro er på mange måder alt og ingenting. Filmens form vil forføre øjet og hjertet som Andrea forfører Zetterstrøm, men kan indholdet drive værket? Boes nye leg med formen sprænger enhver regel, men med en stærk stil som får billederne til at emme at de følelser personerne i filmen ikke kan indeholde. Hans legende lir i filmen kommer paradoksalt nok til at stille det spørgsmål som Zetterstrøm også må stille sig selv i Allegro: Er det nok at have form uden at have nok strenge til at spille historien med?
Skuespillet i Allegro er båret af nogle af Danmarks mest anerkendte skuespillere både unge og gamle. Replikkerne i filmen er skåret ned til et minimum, hvilket passer godt til Ulrich Thomsens stil. Helena Christensens rolle med sparsomme replikker kræver et skuespil med mimik, hvilket hun ikke helt formår at leve op til. Måske ville en Stine Stengade have kunnet tilføje rollen mere mystik og underbygget Zetterstøms fascination af hans kærlighed til Andrea? Henning Moritzen, som spiller en konkretisering af Zetterstrøms underbevidsthed leverer varen uden at tøve.
Allegro er et forfriskende pust i en dansk filmverden, hvor film er mere indhold end form. Christoffer Boe er en billeddigter, som driver filmen frem frame for frame, men som til tider kan virke som en forførelse af tilskueren udelukkende for forførelsens skyld. Hr. Boe mangler måske et originalt indhold til at understøtte sin originale stil med hvis filmen virkelig skulle have rykket.
