I den lille by Warsaw i Indiana sker der ikke så forfærdeligt meget. Det sociale liv er centreret om to ting; kirken og skolen.
Skolens basketballhold følges ivrigt, og spillerne er lokalsamfundets helte. I denne lille, søvnige by følger vi nogle af skolens ældste elever i deres sidste år på high school.
Der er Hannah – outsideren, der drømmer om at komme så langt væk fra Indiana som muligt og gøre karriere som filminstruktør i San Francisco. Der er nørden Jake, der ikke rigtig har nogle venner. Hans største ambition for sit sidste år i skole er at finde en kæreste og helst en, der vil med ham til afdansningsballet.
I den anden ende af skolens hierarki finder vi Colin, der basketballholdets stjerne. Hans far har fra starten stillet ham i udsigt, at hvis han ikke finder et legat til en uddannelsesinstitution, så skal han i stedet i hæren. Derfor er han under stort pres.
Megan er skolens dronning. Formand for elevrådet, køn, populær og datter af en kirurg, der forventer at hun kommer ind på Notre Dame College for at læse medicin – så hun er også under pres.
Vi følger disse unge mennesker i en flyvsk tid i deres liv. De kæmper med at finde et ståsted i verden, og ikke mindst leve op til deres egne og deres forældres forventninger. Det er bestemt ikke nemt - især når skolen for nogen er et veritabelt helvede på jord.
Alle der er kommet helskindede gennem puberteten vil helt sikkert kunne genkende flere ting fra American Teen.
Filmen er lavet af Nanette Burstein, der tilbragte ti måneder med at filme dagligt og følge eleverne på tæt hold.
American Teen er en veldrejet og underholdende dokumentarfilm, der bestemt er et kig værd. De forhold den beskriver, er ramt lige på kornet. Men hvor oprigtig filmen er med sin beskrivelse – halter oprigtigheden måske lidt i fortællingen. Man sidder flere gange og føler at det man ser er instrueret og det sammenholdt med flere åbenlyst forkerte tidslinier, så føler man sig lidt snydt.
Men døm selv, for American Teen er en solid film, der bestemt har sine øjeblikke.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.