Skriv en kommentar
Etteren, ”Analyze This”, sluttede med at gangsterbossen Paul Vitti (Robert Niro) røg i brummen. Og det er netop, hvor vi starter i opfølgeren. Fængselsopholdet er imidlertid ved at nærme sin afslutning, men den ellers så barske gangster er ved at gå op i limningen: Den før så frygtede og hårde mand går og slæber sine fødder efter sig i sin gummicelle – når han da ikke lige bryder ud i sang, primært fra ”West Side Story”. Men er dette nu bare det rene bluf for at komme ud i friheden før tid, eller har han virkelig fået et nervesammenbrud efter de adskillige dødstrusler og mordforsøg på hans person fra rivaliserende mafiafamilier.
For at finde ud af årsagen til hans noget besynderlige opførsel sender de forundrede FBI-agenter ham til psykolog – og hvem ellers end den forskræmte og forvirrede Dr. Ben Sobel (Billy Crystal), som tidligere har haft ham i terapi. Meget mod sin og ikke mindst sin kone Lauras (Lisa Kudrow) vilje ender Sobel med at få både det juridiske og psykatriske ansvar for den uregerlige og sociopatiske mafioso. Ikke lige det bedste, der kunne ske, for en psykolog som Sobel. Hans far er nemlig netop gået bort, og i kølvandet af dette har han store ægteskabelige problemer og ikke mindst, skal det senere vise sig, næsten lige så store psykiske problemer som sin patient.
I begyndelsen ser det dog ud som om, at Vitti virkelig gerne vil forbedre sig og er øjensynlig meget ivrig efter at få en normal tilværelse og et arbejde. Men med gangstere som Lou ”The Wrench” lurende i kulissen, er projektet selvfølgelig dømt til at mislykkedes, og snart vil Dr. Sobel og hele hans familie igen blive trukket med ind i New Yorks farlige underverden og al dens gangster-ramasjang.
”Analyze That” er selvfølgelig, som de fleste af Hollywoods berygtede sequels, lavet af en eneste grund: håbet om samme enorme box-office succes som forfængeren. Det er der som sædvanlig ikke kommet nogen særlig god film ud af. Der kun få sjove scener i løbet af den halvanden time lange film, og de fleste af dem har man allerede set før og betydeligt bedre kreeret end her. Filmen svinger mellem farceagtig falden-på-halen humor og traditionel screwball-komedie, men uden henholdsvis Buster Keatons fænomenale sans for timing i den fysiskekomiks kunst og Billy Wilders tæft for nakkebidende replikker. Der er dog anelser af små godbidder ind imellem det noget tamme manuskript, som for eksempel når den hårdkogte ’mobster’ forsøger sig som bilsælger og i en handel kommer med det slående argument, at man kan gemme mindst 3 lig i bagagerummet. Så skulle den bil hvis ikke være solgt!
Skuespillet er ikke noget at råbe hurra for. Der bliver spillet lettere overskruet, og hvis bare manuskriptet er solidt nok kan dette da også være sjovt nok, men det er det bare ikke her.
Spillet mellem veteranerne Billy Crystal og Robert De Niro er det der fungerer bedst, og det er da også dem, der har de sjoveste replikker. De er dog ikke nær så sjove, som de var i etteren.
Lisa Kudrow, som vi jo kender fra succes-serien ”Venner”, er igen med som Billy Crystals temperamentsfulde kone, og hun repriser vil egentlig også bare sin vante Phoebe-rolle. Hun har vel åbenbart ikke flere strenge at spille på end det lettere enerverende, hysteriske og lidt bittersøde som man fra hendes gennembruds rolle. Den figur klarer hun til gengæld også til fingerspidserne, men lidt variation gør jo aldrig skade. Og nu vi er ved serien ”Venner”, ser man også Reg Rogers i en mindre birolle som manisk og distræt instruktør. Akkurat samme figur som han fremførte som gæstespiller i par afsnit af den populære tv-serie.
De noget tamme løjer er instrueret og delvist skrevet af den rutinerede Harold Ramis, som startede sin karriere i det canadiske svar på ”Saturday Night Live”, kaldet ”SCTV”. Han har tidligere beriget os med så glimrende komedier som den eftertænksomme ”En Ny Dag Truer”, farcen ”Delta-Kliken” og så selvfølgelig ”Analyze This”. Foran kameraet har han også huseret, blandt andet som Ghostbuster i de to hæsblæsende 80’er-film af samme navn og i ”Røven af 4. Division”. Alle film som han også selv skrev. Så denne mand har altså stor erfaring indenfor denne genre, men denne gang er det tydeligvis ikke lykkedes, men han kan jo være lokket på afveje af en pæn stak dollars i håndfladen.
Alt i alt en lidt kedelig, tynd, amatøragtig gangsterkomedie. En rodekasse pakket ind i et par halv sjove scener. Men som bekendt kan en dårlig gave ikke gøres bedre med kun et par tynde, farvestrålende bånd som indpakning. På samme måde er et par sjove scener simpelthen ikke nok til at holde en hel film oppe. Derfor må denne noget sløsede ”komedie” nøjes med kun 2 stjerner.
