Viktor er stadig brandmand, Anja har startet sit eget reklamebureau, Thorkild og Nikolaj er begge fritidsmusikere og leveringsbude og Gitte er tv-narkoman. Ja, det lille slæng hænger sammen endnu, og nu med Anja og Viktors lille Bebser, ulovligt beboende i et gammelt øvelokale. Poul Holm fra kommunen render vennerne på døren og forsøger at påvise lovovertrædelsen. Og med det pres hængende over hovedet, samt hverdagens stress og jag oven i, ja så drømmer Anja og Viktor sig tilbage til tiden på Skt. Hans Torv. Her bor Peter sammen med den hysteriske Regitze. Hun er årsagen til at Anja og Viktor nu bor under så kummerlige forhold, og da filmen tager sit udspring, er desperationen til at få øje på.
For at komme retur på Skt. Hans Torv må parret skaffe en million kroner. Men det er ikke sådan lige til. I al hemmelighed melder Viktor sig til tv-showet ”I Medgang Og Modgang”, hvor præmien netop er en million kr. Det kræver dog bare at et tv hold flytter ind og filmer parrets dagligdag på bedste reality-facon. Viktor har imidlertid ikke fortalt noget om dette til Anja, så naturligvis skal der slås lidt gnister i forholdet, inden alt kan blive som før. I sidste ende munder programmet ud i en dyst om et direkte tv-bryllup, foruden pengepræmien. Og naturligvis ender Anja og Viktor med at skulle duellere mod Peter og Regitze om den eftertragtede sejr.
Ja, handlingen er sukkersød, poppet og ligetil. Men det er vi ved at være vant til gennem filmserien, som lagde fra land som en filmatisering af Dennis Jürgensens populære ungdomsfortælling Kærlig hed Ved Første Hik. Filmen her er nummer 5 i serien, og onde tunger vil mene at det mindst er 4 film for mange. Dybest set handler det om ikke at gøre filmene til mere end hvad de skal kunne opfylde. Simpel og uskyldig underholdning på et lettere banalt plan. En ting er helt sikkert – intellektuel kvalitet er det langtfra. Jeg er på ingen måde fan af Anja og Viktor-filmene og kan også blive helt skidt ved tanken om at der snart går Hollywood i den med en amerikansk udgave. Men ”I Medgang og Modgang” er slet ikke så slem endda. Man skal så også blot holde ud i en time og 20 minutter, for det er alt der er blevet skrabet sammen til. Men okay, vi kender jo sådan set også figurerne så udmærket, så man kan roligt starte med nye løjer, om end man lynhurtigt har lagt 2 og 2 sammen angående plot og surprises.
Filmen lover ikke mere end den kan holde, og når det hele er overstået, så har man oplevet et øjebliksbillede som man kan trække lidt på smilebåndet over, eller bare trække på skuldrene. Filmen er harmløs i sin substans og er ikke meget andet end en film hele familien kan tåle at se. Og dem hænger der ikke så mange af på træerne efterhånden. Måske nok fordi det er en særdeles svær genre, og ikke mindst i denne sammenhæng, fordi der ikke bydes på noget nyt i et univers som vi har set så mange gange før. Der er lidt sjove indslag fra en kina-grill, lidt produktionshumor med Vicki Berlin og Christina Cederqvist, lidt sutteflaske-kåring til Tommy Kenter og den slags udenoms-leflen. Men igen, det vidste vi jo godt. Og ja, så er det selvfølgelig også her at du kan opleve Jan Gintberg i charmeklud og rødvinspatter.
Som det hør og bør, er der også en stak interaktive indslag at hente på skiven her. For Anja og Viktor-fanatikere er der 2 udfordrende quiz’er, hvor man i den ene skal gætte næste linje i replikkerne, mens man i den næste skal gætte fra hvilken af filmseriens separate afsnit der foregår hvad. Der er også gemt et par sessioner hvor Mira Wanting, Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen bliver genforenet omkring gamle billeder fra filmserien, samt udveksler frierhistorier. En musikvideo samt interviews fra gallapremieren, runder bonusmaterialet af.
Filmen (og den samlede udgivelse) er som sådan godkendt inden for sin genre. Men letbenet, det er det sgu!
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Buena Vista Home Entertainment.