Everett Backstrom (spillet af Rainn Wilson, mest kendt for sin rolle i The Office) er selvhadende, misogyn og småracistisk.
Og så er han også politimand, som står for efterforskningen af mord og andre ualmindelige forbrydelser. Han har i fem år været degraderet efter en racistisk episode, men nu er han tilbage. Han er alkoholiker, kommer aldrig til tiden og er nedladende overfor sine kolleger. Alligevel støtter de ham, fordi han er rigtig dygtig til sit job.
Det, der er interessant ved denne serie er dialogerne, for de er ret skarpe indimellem, men jeg bliver hurtigt træt af den konstante selvhadende attitude, som er gennemgående serien igennem. Det bliver lidt slidt fordi det netop er set før. Jeg kommer til at tænke på den fremragende film Filth, med James McAvoy i hovedrollen, eller Bad Lieutenant med Harvey Keitel.
Begge disse film fokuserer også på politimænd på en eller anden deroute i livet. Disse film er bare langt bedre deres beskrivelse og opbygningen af baghistorien. Man kommer lidt ind i Backstroms baggrund, men ikke nok til, at man på en måde kan få sympati for ham. For han opfører jeg virkelig som et røvhul engang imellem. Men han opklarer altid forbrydelserne og det er jo på en måde sympatisk.
Men det er bare ikke nok med at opklare forbrydelser, når man samtidig er så usympatisk som han er. Jeg vil have mere end selvhad og alkoholisme, som kan skabe sympati for denne mand, som jo er hovedrollen og derfor er man næsten nødt til at kunne lide ham.
Rainn Wilson spiller godt, han leverer sine replikker med en god del sarkasme og timing. Han har ikke så meget at arbejde i med hensyn til manuskriptet, så kudos til ham for alligevel at virke troværdig i sin rolle.
Kort sagt, Backstrom er hverken original eller specielt spændende. Den såkaldte antihelt rækker ikke til endnu en sæson og serien er også blevet aflyst efter en sæson. Jeg tvivler på, at mange vil savne serien ret meget.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount