Skriv en kommentar
Den mere end almindeligt fordrukne(!) og desillusionerede Willie (Billy Bob Thornton), har sammen med sin makker, den sorte dværg Marcus, udviklet en årlig juletradition med at tage hyre som stormagasinsjulemand med alf, for derfor at kunne snige sig ubemærket ind efter lukketid og lænse stormagasinet for værdier på selve juleaften. Alt er tilsyneladende gået fint i en årrække, trods Willies voluminøse alkoholforbrug, men denne jul løber de ind i flere uforudsete begivenheder. Stormagasinets detektiv kommer på sporet af dem, Willie får sig en form for kæreste; Sue og sidst man ikke mindst render han ind i en lille tyk dreng med sociale vanskeligheder og bliver af uheldige omstændigheder tvunget til at flytte ind hos drengen, samt dennes yderst senile bedstemor.
Og så skulle man jo tro at man vidste hvor det bar hen ad; drengen og kæresten får til sammen smeltet Willies kyniske hjerte og så videre. Men sådan går det kun til dels. Den lykkelige slutning der høre sig til i en julekomedie, er trods alt af en så twisted karakter at selv ikke den største julehader vil føle sig skuffet!
Den lille dreng er trods sin sørgelige baggrund en pestilens uden sidestykke det meste af tiden. Sue falder for Willie i kraft af sin fetichisme for julemænd (”…Fuck me Santa …”) og Willie selv drikker fortsat videre, hader børn og jul og sit liv og i den første times tid, formår filmen vel at trampe på stort set alle de tabuer man kan komme i tanke om vedrørende julen:
Som scener hvor Willie i en nærmest delirisk brandert smadre et kunstigt rensdyr til plukfisk, for øjnene af femogtyve grædende børn og kun reder sig fra en fyring, ved at på råbe sig loven om diskrimination (i den politiske korrektheds navn) i og med at hans makker jo er sort og dværg! Osv!
Først i slutningen begynder filmens lille pointe at sive ind hos et publikum, der bliver mindet om at det ubehagelige martrealistiske ræs julen har udviklet sig til, måske er løbet lidt over gevind! Men samtidig er BAD SANTAS bud på julefreden, en knytnæve i nosserne og en finger til det hele.
Der er da også stærke kræfter bag filmen. Terry Zwigoff har instrueret og er blandt andet kendt for sit noget rystende portræt af den amerikanske underground-tegneserietegner Robert CRUMB. Producerne hedder Joel og Ethan Cohen og er jo kendt for flere små skæve film som FARGO og BIG LEBOWSKI og man mærker deres fingeraftryk på filmen.
Billy Bob Thorntons velspillede og trætte, triste ansigt passer perfekt i en filmen, ligesom Tony Cox, Brett Kelly og Lauren Graham som henholdsvis makkeren, drengen og kæresten, fungerer både godt og yders troværdigt, i en fantastisk morsom og ellers ikke særlig troværdig film.
Men i tilfældet BAD SANTA er der jo tale om et misantropisk juleeventyr i SCROOGE stilen, så den stedvise manglende realisme skal bestemt ikke afholde mig fra at smide mindst fire flotte stjerner på træet, til denne lille sag. Her er for en gang skyld en amerikansk komedie der er sjov på sine egne præmisser og ikke tyr til de sædvanlige pruttelyde og akavede seksuelle situationer og derfor en gang i mellem bliver næsten mere engelsk end amerikansk. Og at den så samtidig er nogenlunde klar over de fælder der kunne ligge i en historie som denne og styre uden om de fleste, gør jo bestemt ikke sagen værre.
Her er Billy Bob Thorntons egen fine opsummering af filmen:
”This is a story that brings the sensibility of SOUTH PARK to the spirit of IT’S A WONDERFUL LIFE. It turns your typical idea of a Christmas comedy on it’s head.”
