Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Børnene Fra Sølv...
Børnene Fra Sølvgade billede

The Crow


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

DVD anmeldelse

BloodRayne: The Vampire Chronicles

13. januar 2009 af Jesper Poulsen

1 stjerner Skriv en kommentar

BloodRayne: The Vampire Chronicles billede

Vampyrer i det vilde vest. En tragisk dvd-start på 2009!

Det kan godt være at Ed Wood er kendt som verdens dårligste filmskaber. Men det nægter jeg simpelthen at tro at det fortsat gælder. Uwe Boll er vist efterhånden blot mere end en dark horse til titlen. Den sære tysker laver gyser/splatter-film som ingen gider se, og som anmelderne (ja, de skal jo se dem) hagler ned. Flere af hans film er at finde på top 100 på imdb.com, og det er altså vel at mærke ikke listen over de bedste film gennem tiden, der er tale om. Han urkraft består i at omdanne klassiske computerspil til filmversioner – hvor det lykkedes ham ganske godt at destruere bl.a. Alone In The Dark, og måske nu nok være en pæn årsag til at ingen hyrer Christian Slater til væsentlige filmroller mere. Alone In The Dark var et kæmpeflop, men Boll producerede da en 2’er, så helt opgivet har han da ikke. Titler som House Of The Dead, Seed og The Postal havde stort set heller ikke noget publikum. Alligevel øser tyskeren sære horror-sager ud på samlebånd, som om intet var hændt.

Faktisk må jeg indrømme at jeg som en af de få har været vidne til en Uwe Boll-film som var tålelig. Nemlig BloodRayne som havde Kristanna Loken (babe-robotten fra Terminator 3) i hovedrollen som Rayne, halvt vampyr og halvt menneske. I det 18. Århundrede finder vi hende som en indfanget attraktion ved et rumænsk marked. Hun flygter, med tanke om at få hævn over den vampyr som voldtog hendes mor. Hun slutter sig sammen med et par krigere, som hjælper hende med at kunne stå ansigt til ansigt med vampyrkongen Kagan (Oscar-vinder Ben Kingsley). Der er noget gotisk og mytologisk over dette action-eventyr. Ikke i særklasse, men god underholdning med en sammenhængende historie. Rollelisten tæller desuden Billy Zane (Titanic), Michael Madsen (Reservoir Dogs, Sin City, Kill Bill), Udo Kier (Dogville, Halloween, Blade, Armageddon), Michelle Rodriguez (The Fast And The Furious, Resident Evil) og sangeren Meat Loaf. Et ganske habilt cast og vel også en rimelig pose penge at gøre godt med for Uwe Boll.

Og hvor vil jeg så hen med dette? Jo, jeg tænkte at jeg lige ville se hvordan det stod til med Rayne i denne film 2. Og sikke en forfærdelig oplevelse… Skrækscenariet begyndte allerede da filmen lanceres som BloodRayne: The Vampire Chronicles. Rimelig mærkeligt når alle andre lande kender den som BloodRayne 2: Deliverance. Det er sjældent et godt tegn at man ændrer en originaltitel til at være en anden udenlandsk titel. Her er jo ikke engang tale om en halvkvæd dansk oversættelse?!?! Næste sug i maven var rollelisten. Natassia Malthe, Zack Ward, Michael Paré, Chris Coppola osv. Gengangere fra Bolls rædselskabinet af tidligere produktioner, og altså ikke nogen der er blevet noget ved musikken. Så kommer vi til den rådne handling. I den lille western by Deliverance dukker Billy The Kid op og begynder sin hærgen for at få magt over byen. Det var ikke længe, for Billy The Kid er en blodsuger og overfor den slags kan byen intet stille op. De prøver sjovt nok heller ikke på at gøre modstand, og accepterer stort set at hans bande stjæler alle børn i byen som et mindre spisekammer. Heldigvis kommer Rayne ridende (ja, hun var jo altså ikke klædt i cowboytøj sidst vi så hende). Hun er bare sur på vampyrer og begynder at rydde op i Billys bande, med hjælp fra legendariske Pat Garrett. Hvor er det talentløst at lade en western-legende som Billy The Kid omdannes til horror-freak. Tænk hvis den næste James Bond f.eks. ville betyde at 007 fik briller og hugtænder når han fik sin martini. Jamen…

Så er der selve cinematografien som er en skændsel. Western-byen ligner en campingplads fra Djursland (ja, jeg kender området så jeg taler af erfaring). I hvert fald i dagslys, for der kan man virkelig se de 3 huse og det nyligt opsatte byskilt (Deliverance) som derfor ikke passer ind i en gammel støvet by. Kameraføringen virker beruset i dagslys – måske så vi ikke skulle kunne se at det hele er ”snyd”. Oneliner’ne er hæslige og uden bid, så at sige. Ingen tager kampene alvorligt, og hvorfor Rayne render rundt med sine sværdblade og ser farlig ud, aner jeg ikke, for hun bruger dem dårligt nok. Måske fordi der ikke var råd til stuntmen, kunne være et bud. Special effect’erne virker komplet yesterday og billige og i det hele taget er BloodRayne 2, som jeg godt tør kalde den, en skændsel for al produktion. Tilhængere af dårlige b-film ville kaste op på stedet!

Pinen varer over 1 ½ time, og det er 1 ½ time for meget. Og hvad værre er, at Uwe Boll annoncerer en 3’er. Der er jeg helt sikkert stået af toget, for a la i filmen her, så kommer der ikke nogen jernbane som ellers lovet. Det er faktisk ganske sjovt at læse anbefalingerne på dvd-coveret. Normalt er det de store dagblade og respekterede filmsites som er citeret. Her gælder det noget der hedder Icons Of Fright, Horror Movies And Stuff og Dread Control der bl.a. mener at Zack Ward er en af de uhyggeligste vampyrer nogensinde på film. Hmm, ja jeg er enig. Det er fand’me uhyggeligt (ringe)…

Jeg har ikke engang mod på at kommentere statisternes engagement, filmens underlægningsmusik, handlingens alvor og kontekst, og spørger du om der er ekstra materiale på skiven, så svarer jeg: hvad tror du selv?

Må jeg kåre dette års ultimative hadegave – godt nok lidt tidligt her få dage inde i det nye år – men jeg er sikker i min sag.

Filmen er venligst stillet til rådighed af:

Midget Entertainment .

Titel: BloodRayne: The Vampire Chronicles
Original Titel: BloodRayne 2: Deliverance
Premieredato: 13. januar 2009
Instruktør: Uwe Boll
Skuespillere: Natassia Malthe, Zack Ward, Michael Paré, Chris Coppola
Spilletid: 99 min.
Selskab: Boll KG Productions, 2007
Genre: Action





banner
Overskrift Højre Block
Strange Darling
Mufasa:Løvernes ...
Hellboy - The Cr...
Kraven the Hunter
Ringenes Herre: ...
Bambi: Livet i s...
A Different Man
Konklave
Juror #2 (Blockb...
Anora



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...