Skriv en kommentar
Kan man komme videre efter at have udført en forfærdelig gerning? Har man overhovedet fortjent en ny chance for et normalt liv, når man har været med til at ende et anden menneskes? Det er de altoverskyggende temaer i den prisbelønnede engelske film "Boy A".
Da jeg gik i folkeskolen var der en sag fra England om to engelske drenge der havde slået en yngre dreng ihjel. Jeg kan huske, at vi snakkede meget om, hvad der fik dem til at handle som de gjorde, og ikke mindst hvad der skulle ske med dem. "Boy A" forsøger at komme med et ikkedømmende svar på disse spørgsmål. Den krydsklipper mellem den nu 24-årige Jack, der kæmper med at vende tilbage til et normalt liv efter mere end et årti på institution, og hans alter ego Eric, som vi følger i tiden op til mordet.
Den unger Eric har et hårdt liv, med mobning i skolen og en dødeligt syg mor derhjemme, men da han møder den barske Phillip får han sin første ven, og han er ikke bange for nogen eller noget. Vi ved, hvordan det ender…
Eric vælger navnet Jack til sin nye tilværelse udenfor murene, hvor han stille og roligt får sig en lille vennekreds og endda en sød kæreste, men han plages hele tiden af sin fortid. Man har svært ved at forestille sig at den søde, lidt naive og blide Jack kan gøre nogen fortræd. Han spilles exeptionelt godt af Andrew Garfield, der gør sin karakter levende og sårbar på en yderst realistisk måde. Der er ingen tvivl om, at han kæmper hårdt for at begå sig i samfundet, og for at komme overens med sin fortid, som han ikke må røbe for nogen, ikke engang sin kæreste. Hans ærlige væsen gør det svært for ham at leve sit liv på en løgn, men hans sagsbehandler Terry gør det klart, at det vil få fatale konsekvenser, hvis nogen får sandheden at vide. Og det får det. Jack redder en lille pige efter et trafikuheld og ender med at blive afsløret. Man ved, at det vil ske før eller senere, og det giver filmen en ekstra dimension, for man ønsker bare, at det vil lykkedes for den søde Jack at få et ordentligt liv. Han klarer det ellers ret godt, og man følger ham i hans coming of age, hvor han drikker sig fuld og ved et uheld tager ecstasy for første gang, den første forelskelse og den første gang han har sex. På den måde ligner det en ganske almindelig ungdomsfilm, men som sagt ligger den fatale afsløring altid i baghovedet og gør Jacks oplevelser endnu mere intense.
Ud over det overbevisende skuespil af snart sagt alle i filmen, står fotograferingen særligt stærk. Der er tale om interessante vinkler, der fungerer som tegn på personernes situationer, og close-ups der giver os et nærmest personligt forhold til Jack, hvis ansigt afslører alle hans følelser. Fotograferingen er på den måde med til at filmen hverken bliver sødsuppe eller ulidelig ond at se. Den gør det tunge indhold let og smukt, men uden at gå på kompromis med de alvorlige temaer.
Der er ingen tvivl om at "Boy A" er en af de bedste film, jeg har set i år. Den er vedkommende, velspillet og velkomponeret. De store spørgsmål om ondskab, skyld og en ny chance bliver behandlet og forløst uden berøringsangst og giver stof til eftertanke.
