Skriv en kommentar
Jeg tror intet menneske med blot en smule forstand for populærmusik, er I tvivl om at 1990’erne var drenge- og pigebandets æra. Utallige bands dukkede op efter New Kids On The Block og især Take That slog igennem, med den præcis samme formel, opskrift og idé. At skabe bands på samme måde som realityshows som f.eks. ”Popstars” og ”Idol” fortsat gør i visse land, var en ren succesformel hvis gjort korrekt. Find nogle drenge eller piger (helst 5 stk.) med hver deres udtryk, stemme og sørg for, at disse menneskers udseende appellerer til en bred gruppe mennesker dvs. at de ser godt ud på hver deres måde. Skab derefter et enkelt iørefaldende hit, og en enorm fanskare vil tage imod dette band som var de de nye Beatles. Det lyder simpelt, og i 90’erne var det skam også simpelt, for folk slugte det hele råt, og gamle fans af denne æra, vil stadig stå ved at lige præcis det band som de oprindeligt forelskede sig i, om det så er Backstreet Boys eller Spice Girls, er langt bedre end alle de andre. Os andre har dog intet problem med at se, at dette ikke er tilfældet, da kvaliteten hos stort set alle disse bands er den samme konstant – sukkersødt pop med pæne ansigter udelukkende brugt til at tjene penge, og penge tjente de.
Boyzone er bestemt et af de mere populære drengebands fra 90’erne, og de har da også adskillige rekorder for salg i hjemlandet Irland samt hele Storbritannien for den sags skyld. De slog oprindeligt igennem med en håndfuld harmløse coversange, og vil velsagtens sikkert mest være kendte for bandet der lavede covers af alt fra Tracy Chapman til Andrew Lloyd Webber, på trods af deres få selvstændige input til deres udgivelser. Men med kæmpe hits som ”No Matter What”, ”Baby Can I Hold You” og ”Every Day I Love You” på repertoiret, er dette så ikke også fuldstændig ligegyldigt? Lanceret som et mere modent og alsidigt drengeband, forsøgte Boyzone at få fat i masserne som de mere drengede Take That ikke nåede ud til. Om dette lykkedes er vel op til den enkelte, men Boyzone har uden tvivl sat sine fodspor i musikhistorien om man vil stå ved det eller ej.
Boyzone eksisterede i blot 5 år, og med kun 3 egentlige albums bag sig, er det alligevel flot gået af drengene, at folk stadig kender deres navn. Forsangeren Ronan Keating er ligeså et velkendt navn i musikbranchen, og hans soloudspil fik da også fin succes. Det er dog sjovt at der findes flere opsamlingsalbums af bandet end egentlige albums, og ” Boyzone – Back Again… No Matter What” er endnu en til bunken af uendelige udgivelser. Som det nu er populært for tiden, har man her valgt at udgive en CD og en DVD i en og samme pakke, og selskabet håber at publikummet stadig findes til den type udgivelser. Det er da en ganske smuk udgivelse – et flot omslag med en tilhørende detaljeret booklet fanger blikket straks, og har man interessen, er der da også masser af glimrende læsestof her. Cd’en er som man kan forvente – 18 hits på stribe, hvor den sidste, ”Life Is A Rollercoaster”, dog er i en velfungerende live-version, og derfor sikkert det mest interessante bekendtskab på Cd’en. Det er svært at være objektiv overfor musik i det hele taget, og selvom man da kan rose flere produktioner for at være meget stilrene og godt spillet, kommer man ikke uden om ligegyldigheden. Musikalsk er der nemlig intet interessant ved Boyzone, deres konstante sværgen til den typiske A, B, A, B, C, B formel er trættende, og teksterne om kærlighed er banale og kommer aldrig videre end ”kærlighed er bare det bedste, så hold fast på den hvis du har den”. Men hvad kan man i det hele taget også forvente af radiovenlig, masseproduceret pop? Bestemt ikke meget, men stort set alle de andre store bands i genren, nåede på et tidspunkt længere med deres sange end Boyzone gjorde.
Dvd’en i udgivelsen indeholder blot en meget omstændig ting – nemlig samtlige af bandets musikvideoer. Disse er præsenteret i 5.1 DTS, og er vel nok den største grund til erhvervelse af udgivelsen for fans. På trods af den glimrende lyd, har man dog ikke valgt at gøre meget for at rense billedet, der ser mere grumset ud end nødvendigt. Musikvideoerne er præcis ligesom musikken - meget forudsigelig og tidstypisk. Forestil dig de 5 drenge med lidt forskelligt tøj stå sammen og hver for sig i forskellige omgivelser, hvor de lipsyncer så ekstremt til deres egen musik, at selv den mest blinde kan se de ikke synger i virkeligheden, og du har en Boyzone-musikvideo. Jo, de tidlige musikvideoer har da deres egen underholdningsværdi i deres ufrivillige morskab – se f.eks. ”Love Me For A Reason” for bevis. Dette er dog ikke nok til at bære en hel udgivelse, og selv med den manglende kvalitet i indholdet, er der stadig store spørgsmålstegn over udgivelsen såsom hvorfor endnu en? Er det blot endnu et forsøg på lidt ekstra penge, blot fordi bandet forsøger sig ihærdigt med et tåbeligt comeback? Hvorfor er billedet ikke blevet restaureret? Hvorfor intet nyt? Og sådan kunne man blive ved, i stedet stopper jeg her med 2 stjerner for den flotte indpakning og omstændigheden i udgivelsen – og intet andet.
DVDen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Music Danmark.
