Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Nicolas Winding Refn er konsekvent i sin fremstilling af Englands efter sigende mest voldelige mand Michael Peterson, kaldet Charles Bronson – 34 år i fængsel, deraf 30 i isolation.
I scene efter scene er Refn nemlig solidarisk med sin hovedperson i, at der ikke er noget inden under det voldsomme kød, den muskuløse, den voldelige, den blødende, fedtede, svedende, prustende og nogle gange hulkende og hylende krop. Der er bare berømt kød. Og det er det, vi ser. Det er sådan filmen er.
Det er måske ikke et nyt, men dog ikke desto mindre et provokerende udsagn, der både gør myndighedernes, fængselsvæsenets og forældrenes ageren til grin – og også os tilskuere bliver gjort til grin. Vi vil så gerne have en forklaring – helst et eller andet med barndommen – på hvorfor Bronson følger en ekstremt voldelig løbebane. Men her gives ikke ved dørene. Udsagnet er, at der er ingen forklaring. Også den store filosofiske udgave af det eksistentielle udebliver.
Refns pointe slås elegant fast med syvtommersøm (!) med en stilistik der er lige dele fuldstændig utilsløret hyldest til mesteren Stanley Kubricks univers, ikke mindst A Clockwork Orange trækkes her herligt skamløst på, og lige dele teatralskhed. Sådan bliver Bronson en volds-superstar i egen selvforståelse. Og filmen er helt solidarisk, for det giver sådan et sofistikeret, dekadent og til syvende og sidst så nådesløst et frontalangreb på en tid der ikke kan få iscenesat kød nok i reality-programmernes primetime.
Var det derfor vi ikke strømmede i biografen, da denne virtuose voldsfantasi ramte lærrederne: fordi Bronson vender sig om og taler direkte til os; fordi Bronson vender sig om og taler direkte til et publikum i teateret, der bryder ud i latter og klapsalver; fordi det stadig er pinligt at blive konfronteret med sin passion for den, nej for ens egen utæmmelige krop i fængslet?
Filmen var næppe blevet så god uden skuespilleren Tom Hardys unikke gestaltning af Bronson. Det lykkes ham at forlene den svulmende, voldelige og blodige krop med elegance, hvad enten han står på scenen og joker foran os, eller tager tilløb mod betjentene, når cellen en sjælden gang lukkes op. En uhyggelig præstation, der bestemt ikke får en til at tro, at dette er virkelighed, men omvendt, at det da er ufatteligt, at han kan iscenesætte/forvandle sin krop så overbevisende.
Det fine ekstramateriale består af Refns kommentarspor; af The Making Of Charles Bronson; af Audio Introduction, og af Tom Hardy: Building The Body.
Scanbox</a
