Skriv en kommentar
Med fordomme og hverdagsracisme som tema lægger Bryllupskaos op til at blive enten halvanden times fransk charme at klukle af eller til at blive en irriterende stereotyp omgang, der medfører rullende øjnene og ”Kan vi ikke se at komme videre?-frustration. Traileren opklarer ikke umiddelbart det vindende alternativ på forhånd...
Muslimen, jøden og kineseren
Claude og Marie har lydigt tiet og klistret det anstrengte, falske smil på, mens deres katolsk-opdragne døtre har giftet sig med henholdsvis en muslim, en jøde og (gisp!) en kineser. De forstår ikke rigtig de her anderledes kulturer, og de synes egentlig bare, de indebærer upraktisk hensyntagen og mærkelige traditioner. Specielt Claude har svært ved at holde munden lukket, og da han under en familiemiddag bliver stemplet som racist, stormer han ud, hvorved sammenkomsterne bliver sat på pause i halvandet år.
Men da Marie udviser stress-symptomer inviteres alle døtre, svigersønner og børnebørn på besøg til jul, og mens de alle lærer at tage bedre hensyn til hinanden, pønser Claude og Marie på at få afsat deres fjerde datter, Laure, til en kedelig katolik fra hjemstavnen. Hun har imidlertid andre planer og introducerer dem snart til sin forlovede, Charles, som godt nok er af katolsk opdragelse, men også er sort immigrant fra Elfenbenskysten. Yderligere problematisk bliver det, da hans forældre kommer til Frankrig og giver udtryk for bestemt ikke at være vilde med, at deres søn har forelsket sig en hvid, bourgeois fransk pige.
Fransk charme og vid
Jeg synes, Bryllupskaos lander blødt og elegant i den charmerende pulje, for selvfølgelig handler den om, at disse stereotype billeder som vi projekterer på hinanden – mens ofte stereotype af god grund – blot kan være spændende og medføre, at vi lærer noget nyt af vores medmennesker. Hovedsageligt fungerer filmen dog, fordi personregistret består af en række sympatiske og morsomme enere, og fordi manuskriptet er relativt tjept og vittigt.
Døtrene kan godt være med til at tage lidt behageligt pis på deres forældre, men i min bog er det svigersønnerne, der smigrer mest og trækker filmen op med fransk charme og vid. For nu at omtale dem i de simple termer (selvom de hurtigt får lov at være mere end det), kommer jøden og muslimen naturligvis ofte op at toppes og stikker bevist til hinandens altid-lurende temperamenter med passivt-aggressive kommentarer. Dog kan de hurtigt blive enige om, at deres kinesiske svigerfamilie-medlem er en høflig, humorforladt røvslikker, noget han til gengæld altid har et vinderargument imod på baggrund af sin succesfulde forretningsposition.
I virkeligheden er de søde alle tre, og sammen med resten af klanen har de ingen problemer med at bringe hyppige smil frem hos publikum, og den fjerde svigersøn pynter også i dynamikken. Historien er som sådan ret uoriginal og byder bestemt ikke på nogle overraskelser, men det er egentlig heller ikke dens formål. Det, den skal, gør den rigtig fint.
