Skriv en kommentar
Efter Michael Bay formåede at totalsmadre sin egen franchise med sidste års ”Transformers: The Last Knight”, der både var fuldstændig blottet for charme, samt 2017’s måske værste film, er Paramount måske endelig kommet til fornuft. For ”Bumblebee” er uden den mindste tvivl den bedste Transformers-film siden seriens alligevel noget lunkne første installation. ”Bumblebee” smider nemlig alt dødvægt over bord, og gudskelov for det. Væk er Bay’s ujævne og konfuse instruktion, såvel som hans konstante seksualisering af unge kvindelige skuespillerinder, den dårlige og barnlige humor, de overdrevne og rundtossede eksplosioner (skønt vi alligevel ikke slipper helt for dem i denne film) og den smerteligt malplacerede Mark Wahlberg. Med andre ord, så har Transformers-franchisen været på en strengt nødvendig tur hos mekanikeren, og resultatet er en nærmest ufattelig genfødsel i form af ”Bumblebee”.
Pigen og jernkæmpen
Året er 1987 og Bumblebee, en ung ”Autobot”, søger tilflugt på Jorden, da han med nød og næppe undslipper en raserende krig på planeten Cypertron. De onde decepticoner, Dropkick og Shatter, er lige i hælene på Bumblebee og manipulerer den menneskelige elitesoldat, Burns samt hans deling af soldater til et samarbejde, der kan føre dem til Bumblebee’s lokation. Bumblebee møder den unge, oprørske 18-årige Charlie, der hjælper med at skjule ham – men mødet viser sig også at være starten på et helt særligt venskab.
Nostalgitrip og homage
80’erne er efterhånden blevet Hollywood’s crowd-pleaser, når publikum skal have nostalgi serveret direkte i krydderen. Tænk Netflix-serien “Stranger Things”, gyseren ”IT” og J.J. Abrams “Super 8”. Og hvorfor ikke? For hvad er der ikke at elske ved denne tidsperiode i forhold til popkultur? Ligesom de førnævnte film og serie nyder ”Bumblebee” særdeles godt af tidsbilledet, alt fra når Charlie for første gang får startet Bumblebee i hans Beagle-form til tonerne af Steve Winwood’s skønne ”Higher Love” til når Charlie forsøger at få Bumblebee til at kunne lide The Smiths – uden held. De popkulturelle referencer står nærmest i kø, og filmen ligner dertil også en opdateret version af både ”Drengen og Jernkæmpen”, ”Wall-E” og ”E.T.”. Det kunne sagtens have blevet tyveri ved højlys dag, men instruktør Travis Knight forbliver ved homagen til Steven Spielberg og co.
Stærke Steinfeld
Original kan man dog ikke beskylde historien for at være, men Knight ligger så meget i Bumblebee og Charlies forhold, at man ikke kan undgå at blive følelsesmæssigt investeret. Fyldige karakterer har klart været en mangelvarer i de mange Transformers film, men efter fem flade omgange med Bay’s effektinferno, har franchisen nu en interessant og vedkommende menneskelig karakter i form af Hailee Steinfeld’s Charlie. Hun leverer som sædvanlig en stærk og altoverskyggende præstation, og får tilmed bevist, at hun kan bære en blockbuster på sine skuldre. Ligeledes er det svulmende muskelbundt, John Cena, altid en fornøjelse at overvære, når han sparker røv på det hvide lærred – her som selvironisk militærmand.
Bye-bye-Bay
Den største gevinst ved ”Bumblebee” – og vel egentlig også et paradoks, når nu han var med til at kickstarte franchisen – er at Michael Bay ikke er i instruktørstolen. Den film han har pillet mindst ved, han er ganske vist stadig producer, er altså endt med at blive den bedste i serien. Travis Knight brager ind på live-action scenen, og mon ikke at et selskab som Disney/Marvel står klar med en guldrandet kontrakt om et par år?
