Skriv en kommentar
Hvis du har planer om at rejse til Buenos Aires inden for den nærmeste fremtid, så er her et råd: undgå for Guds skyld at begive dig udenfor! For den argentinske trafik er en veritabel dødsfælde, bilisterne er komplet ligeglade med om lyset er grønt eller rødt, sikkerhedsseler griner de af, og på gader og stræder mejes folk ned i hobetal. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man ser det intense thrillerdrama ”Carancho”, der er månedens film i Cinemateket i København fra 7. til 15. april.
Problematikken er sat noget på spidsen i ”Carancho”, men ikke desto mindre er der noget om snakken; mere end 8000 mennesker mister livet i trafikken i Argentina hvert eneste år, og dertil kommer de mange tusinde ulykker, hvor de involverede er heldige at slippe med livet i behold.
Men én mands død - eller knuste lårben - er jo som bekendt en anden mands brød.
En carancho er en ådselædende rovfugl, og sådan én er Sosa (Ricardo Darín fra ”Øjnenes hemmelighed”). Når ofrene ligger og forbløder på asfalten, er han over dem som en grib, klar til at plukke dem. For Sosa lever af at tage røven på trafikofre og deres familier ved at tilbyde dem advokatbistand og sørge for, at de kun ser en brøkdel af de penge, forsikringsselskaberne udbetaler.
Men selvom Sosa er en grib, er han langt nede i hakkeordenen. Der findes både større og betydelig farligere fugle i den skov, som Buenos Aires’ underverden er. Og det er disse rovfugle, byens mafia, som Sosa er tvunget til at arbejde for, der høster frugten af hans beskidte arbejde.
En dag møder Sosa den unge ambulancelæge Luján (Marina Gusman) ved et ulykkessted. Hun lever også af trafikofrene, men på en ganske anden måde; hun reder deres liv og heler deres sår. De to forelsker sig snart i hinanden, men da det går op for Luján, hvor beskidte de forretninger, Sosa er involveret i, faktisk er, støder hun ham fra sig igen.
For Sosa bliver mødet med Luján det skub, han har brug for. Han har længe ønsket sig ud af den kriminelle underverden, han er del af, og da hans fremtid med Luján kommer til at afhænge af, at han ikke længere ernærer sig som ”carancho”, beslutter han sig for at fortælle sin chef, at han er færdig.
Luján tager ham tilbage, men lykken er langt fra gjort. For Sosa er dygtig til sit arbejde, og da mafiaen tjener styrtende på det, han laver, har den ingen intensioner om at lade ham slippe for arbejde for dem. Og da Luján bliver tæsket halvt ihjel på grund af Sosas ulydighed, indser han, at der må tages skrappe midler i brug, hvis de to nogen side skal slippe ud af mafiaens grab.
”Carancho” foregår i et brutalt og beskidt Buenos Aires, hvor det altid er nat og farer lurer om hvert eneste hjørne. Der er ikke megen sydlandsk charme over det, der her fremstilles, men alligevel er der noget mærkeligt dragende ved universet i ”Carancho”. Præcis som i en klassisk film noir.
Sosa er på sin vis også en klassisk film noir-antihelt. Hans hjerte er på rette sted, men omstændigheder, han ikke selv er herre over, har bragt ham i en situation, hvor han er tvunget til at gøre forfærdelige gerninger for folk, der er langt værre end ham selv. Det forstår Luján efterhånden, og derfor er hun villig til at acceptere den måde, han har levet sit liv på.
Ricardo Darín og Marina Gusman er begge fremragende, og historien om Sosas forsøg på at slippe ud af mafiaens jerngreb er grundlæggende spændende. Når filmen alligevel ikke lykkes til fulde, så skyldes det, at den er al for længe om at komme i gang. Og da den endelig kommer rigtig i gang, bliver den virkelig interessante del af filmen alt for hurtigt afsluttet. Kort og brutalt, som et frontalsammenstød.
