Casa de los Babys er en smuk film, der både er tragisk og livsbekræftende.
Vi befinder os i et unavngivet sydamerikansk land på et hotel. Her er seks kvinder indlogerede mens de venter på svar fra adoptionsmyndighederne. Kvinderne er vidt forskellige, men har dog det til fælles, at de er dybt frustrerede over deres liv og over den situation, de befinder sig i. Hotelejeren og hendes sjuft af en bror driver adoptionsvirksomheden, og de udnytter kvinderne på det groveste.
Adoptionsindustrien beskrives som en hjerteløs operation, der er ude på at lokke så mange penge ud af kvinderne som muligt og samtidig udnytte den fattige lokalbefolkning.
Casa de los Babys er en udmærket skildring af hvordan en situation som barnløshed kan være så altopslugende for en person, at det at få et barn bliver det eneste i hele verden, der betyder noget. Hvordan ellers stærke personer bliver svage og åbenlyst lader sig udnytte, bare for at få deres drøm til at gå i opfyldelse. Filmen er også en kynisk beskrivelse af de mennesker, der tjener deres penge på andres elendighed.
Filmen er en udmærket lille skildring af et stort emne, men den er dog ikke helt problemfri. Først og fremmest er det problematisk at vi følger hele seks hovedpersoner foruden en lang række af bipersoner. Der er ganske enkelt for meget stof, der skal dækkes, og det gør Casa de los Babys til en noget uforløst oplevelse. De mange fortællinger bliver aldrig helt fulgt til dørs, og det gør at handlingen ikke drives frem, men derimod går i tomgang mange steder, hvor der lige skal flettes nogle livshistorier og fremtidsdrømme ind i plottet.
Samlet set er Casa de los Babys en fin lille film, men den kan dog ikke helt leve op til sine egne ambitioner. Ikke desto mindre skal den roses for at tage et godt og vigtigt emne under behandling.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
On Air Video.