Velkommen til Twin Pea… eller undskyld, Castle Rock. Det var bare alt for fristende at smide en form for sammenligning efter premiereafsnittet fra HBOs dystre saga om advokaten, som vender tilbage til sin hjemby beliggende i området omkring Maines skove. Henry Deaver er navnet, og grundet til hans retur stammer fra et anonymt telefonopkald, som fortæller at der er fundet en ung mand i et bur dybt nede i en forladt fængselskælder. Den unge mand benytter sig selv af navnet Henry Deaver…
Jep, der er et eller andet som på mystisk vis ikke stemmer overens. Samtidig har den lokale fængselsdirektør begået selvmord på voldsom vis, og så endda på sin pensionsdag. Og for at det ikke skal være løgn, så er Henrys eftermæle ikke det bedste at vade ind i Castle Rock med, da de fleste indbyggere er overbeviste om at Henry tilbage i 1991 slog sin far ihjel i ødemarken efter at de begge havde været forsvundet i 11 dage. Oven i købet er den politimand som fandt Henry i live i 1991 flyttet ind hos Henrys hukommelsesramte mor. Dertil kommer at fængselsdirektøren begik selvmord nøjagtig samme sted, som Henry blev fundet efter sin forsvinden. Og minsandten om ikke den unge mand fra buret er tilsvarende skummel, da han tilsyneladende mindfucker den anonyme kontakt, som viser sig at være betjent i Castle Rocks fængsel (som i øvrigt hedder Shawshank). Første afsnit rummer ganske mange retninger af uoverensstemmelser, som man bare hungrer efter at få sat sammen. Heldigvis har seriens fremdrift og format ingen uoverensstemmelser, men er et stilsikkert og moderne værk, som helt sikkert nok skal finde sit publikum. Uden at afsløre for meget, så vil jeg da ikke undlade at fortælle at det ikke stopper ved de 10 afsnit her. Der er bestilt en sæson 2, som forventes at få streamingpremiere senere på året.
Shawshank er blot en af mange Stephen King-referencer. Det er gyserroman-mesterens univers, som er blevet strikket sammen af flere elementer, og til alt held fungerer det jo godt og det er svært andet end at drages ind i miljø og de sære karakterer. En ny Twin Peaks er det dog ikke, men mindre kan også gøre det. Man er i hvert fald godt underholdt af André Holland (fra Oscar-vinderen Moonlight, Selma, Et Spring I Tiden) som spiller den godmodige advokat Henry Deaver, mens dennes mor spilles af en rigtig gyser-veteran i form af Sissy Spacek, der jo brød igennem med Carrie. Du husker hende nok også fra populære titler som Homecoming, JFK, In The Bedroom og The Ring 2. Hendes nye samlever Alan Pangborn, betjenten som i sin tid fandt Henry, leveres af legendariske Scott Glenn (Jagten På Røde Oktober, Vertical Limit, Flammehav, Ondskabens Øjne), mens den nye Pennywise fra genindspilningen af IT, Bill Skarsgård, besidder rollen som den unge fyr i buret. Umiddelbart er det svært andet end at finde endnu flere Stephen King-spor i castingen.
Men nu skal det jo altså ikke kun handle om afsnit 1, som ellers var en opløftende og tilfredsstillende serie-åbner. Alt det mystiske skal jo sættes i kasser og kædes sammen, og det bliver Henry Deavers opgave. Det er naturligvis ikke så ligetil, og det er præcis derfor at det bliver så interessant at beskue fra sofarækkerne. Det forholder sig nemlig således at selvmord i Castle Rock har en vis hyppighed, og kan spores flere år bagud. Hvad er det der er med denne her by og hvad er det den gør ved dens indbyggere? Det siges at Djævelen selv har til huse i Castle Rock, men er det sandt? Det bliver langsomt tydeligere at tankeoverførsel og alternative evner bliver en del af dagligdagen i den lille flække, og snart er der opbygget et kringlet persongalleri, hvor du selv må hitte rede i hvem du stoler på. Som afsnittene skrider frem og man lærer flere detaljer om indbyggerne i Castle Rock, så taber serien også lidt kadence. Uhyggen lades lidt i baggrunden for at tegne et billede af de væsentligste karakterer og hvilken bagage de hver især slæber rundt på. Den slags skal der være plads til, og på gængs vis kastes man ud i flere flashbacks fra vores galleris ungdomsår. Små spor og sammenhænge dukker op til overfladen og bliver vigtige elementer i den grundige fortælling om den usædvanlige by. Uden at afsløre hvordan det hele ender, så lad mig dog lige pointere at det ikke bare ender her, for Castle Rock vender tilbage med en sæson 2. For første sæsons vedkommende kan man roligt strø om sig med 4 fine stjerner.
For hvert afsnit finder man muligheden for at kigge tingene lidt nærmere efter i sømmene. På bonusmaterialet er der nemlig tilvalget Inside The Episode foruden to spritnye featurettes, der går bag om seriens tilblivelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.