Skriv en kommentar
Den unge, kønne men kejtede og behagesyge undskyldning-for-sig-selv type Patience Philips (Halle Berry) bliver myrdet, da hun ved et uheld opdager at det kosmetikfirma hun arbejder for vil lancere et nyt skønhedsprodukt der både er vanedannende og livsfarligt ved længerevarigt brug. Med lidt magisk hjælp fra en kat genopstår hun dog som den selvsikre og yderst sexede Catwoman med skærpede sanser, overnaturlige atletiske evner og kræfter. Hun må nu leve et dobbeltliv med disse to modsatte personligheder, der dog kompliceres yderligere af at hun som Patience Philips forelsker sig i den politimand der leder jagten på Catwoman efter at hun er blevet hængt op på mordet på chefen for kosmetikfirmaet (Lambert Wilson – Merovingian i Matrix 2+3) som hans kolde og jaloux kone (Sharon Stone) har begået. Sideløbende får vi også en udvidet mytologi bag Catwoman.
Karakteren Catwoman startede sin karriere som biperson i Batman-universet helt tilbage omkring 1939 da tegneren Bob Kane udviklede Batman for DC Comics. Senere optrådte hun som skurk og flagermusens ulykkelige kærlighed i bl.a. den ret morsomme 60er-TV-serie (dadadadadadadadada Batmaaaan) førend hun endelig for alvor skulle træde i karakter i Tim Burtons fremragende BATMAN RETURNS (1992) med en uforglemmelig Michelle Pfeiffer som den utæmmelige mis..
Nu har hun så fået sin helt egen film. Den er instrueret af franskmanden Pitof der blev kendt for de visuelle effekter på Jean-Pierre Jeunets tre film; DELIKATESSEN, DE FORTABTE BØRNS BY og ALIEN RESURRECTION førend han selv instruerede den visuelt fantastiske VIDOCQ (2001).
At Pitof virkeligt kan det der med billedeæstetikken skal der ikke herske tvivl om. Jeg er svært begejstret for hans til tider næsten surrealistiske kameravinkler og varme, glødende farvepalet der tilsammen formår at hensætte publikum til en meget særegen og ofte yderst helstøbt verden af den slags man finder i gode eventyr og mareridt. I hvert tilfælde i ovennævnte fire film.
I CATWOMAN har Pitof ulyksaligvis prøvet at sælge halvdelen af sin sjæl til De Forenede Stater og et væsentligt yngre publikum og skruet kraftigt ned for sit visuelle særkende, for i stedet at vakle frem og tilbage mellem noget anderledes og originalt fransk/europæisk og noget typisk Hollywood. Synd og skam når nu filmen er bedst og absolut mest interessant i de scener hvor Pitofs ånd og billeder får lov at træde i forgrunden og skræmme dårlige anmeldelser ud af amerikanerne!!!
Som inkarneret katteven og ejer, må jeg give Halle Barry stor ros for at hun virker ganske overbevisende som kat når hun kaster sig rundt fra væg til væg, lander på alle fire og svinger pisken i sit diminutive Britney Aguilera-agtige læderoutfit der må have udløst mere end en ”Janet Jackson” under indspilningerne. Men det er egentlig som den kejtede Patience Philips og i overgangene mellem de to personligheder at man svagt(!) begynder at ane hvad der gav hende den Oscar i 2001.
Sharon Stone bør også nævnes for hendes fremstilling af filmens (lidt antiklimatiske) superskurk. En modig rolle da hun her spiller en udrangeret modeldronning på rynkecreme der må vige pladsen for ikke kun en 22årig model der skal være kosmetikfirmaets nye ansigt udadtil, men også for Catwoman og derved næsten også for Halle Barry som nyt sexsymbol i Hollywood.
Selvfølgelig er historien er en tynd gang pjat men det er helt i sin orden. Jeg følte mig i hvert tilfælde vældigt godt underholdt! Desværre trækker Pitofs leflen for den yngre MTV-generation kraftigt ned! Havde han dog bare turdet være sig selv og gøre det han er bedst til i stedet for at tænke på billetsalget, kunne Catwoman måske have svunget sig op til at blive en værdig pendant til Burtons Batman film. Men tre store(!) stjerner da den er langt bedre end både HULK, HELLBOY og DAREDEVIL! Og lad os så håbe på en mere gennemført CATWOMAN RETURNS.
