Skriv en kommentar
Hvis jeg ikke havde vist, at Changeling var baseret på rigtige begivenheder fra årene 1928-1935, ville jeg have opfattet filmen som ren fiktion. For Changeling fortæller en fuldstændig vanvittig historie om korruption, undertrykkelse af kvinder og en psykotisk seriemorder. Normalt kan man fortælle sig selv, at det ”bare er en film,” når der sker noget uretfærdigt eller foruroligende i en spillefilm – men ikke med Changeling. Titlen hentyder til en ’skifting’ (et lille troldebarn, som et rigtigt barn bliver forbyttet med.) Og der er så sandelig en nærmest overnaturligt uhyggelig stemning over filmens bizarre historie.
Angelina Jolie er suveræn i hovedrollen som Christine Collins, enlig mor til den lille Walter Collins. En dag forsvinder Walter. Christine prøver desperat at få Los Angeles politiet til at gøre noget. Det gør de så også, flere måneder senere – de bringer en dreng til Christine og påstår at have fundet hendes søn. Men Christine genkender ikke drengen. Det er ikke hendes søn, fastholder hun, men politiet nægter at tage hende seriøst og vil bare have sagen lukket. I mellemtiden følger vi en betjent, der finder en tredje lille dreng, som har været udsat for noget frygteligt og muligvis ved, hvad der er sket med Walter.
Clint Eastwoods instruktion giver filmen momentum og spænding. Historien skrider simpelthen bare fremad, især i den første halvanden time, inden filmen til sidst bevæger sig ind i retssalsdrama-territorium. Det er dog en hård film at komme igennem; den er lang og føles lang (2 timer 21 min). Men filmen er nødt til at tage sin tid om at udfolde sig, for den holder sig til de historiske fakta, og man er grebet hele vejen igennem, måske delvist fordi historien er så fascinerende uforudsigelig. Til sidst sker der desuden noget, som giver den tunge og tragiske historie en slags forløsning.
Eastwoods kontante instruktion bliver ledsaget af en fin billedside, hvor Los Angeles i 1928-1935 er blevet ganske smukt og detaljeret genskabt. Filmen er holdt i blåligt-grå nuancer, der minder om Eastwoods andre nyere film, Mystic River og Million Dollar Baby. Angelina Jolie ser elegant og spøgelsesagtigt skrøbelig ud med sit blege ansigt, blodrøde læber og mørke øjne. Den stemningsfulde musik er komponeret af Eastwood selv.
Filmen tager som nævnt tunge temaer op, især korruption i Los Angeles Police Department (der sjældent bliver portrætteret som værende særlig hæderlig i film.) Men det handler også om undertrykkelsen af kvinder, der var lidt for rebelske og modige for det mandsdominerede samfunds smag. Grunden til, at Christines kamp for retfærdighed og sandhed bliver så lang og hård, er jo bl.a., at hun er en stærk, selvstændig kvinde, hvilket mændene i historien ikke ser med milde øjne på.
Filmen er præget af en vis retfærdig harme over alt dette, men det fungerer, fordi man bliver revet med, og den autentiske historie simpelthen er så ekstrem og absurd. Der er direkte komiske øjeblikke, f.eks. når en læge sendt af politiet fortæller Christine, at grunden til, at hendes søn nu er 10 centimeter lavere end før, er at børns rygradde kan vokse nedad under perioder af stress.
Skuespillet er stærkt på alle fronter. Angelina Jolie, der har levet et mystisk dobbelt-liv mellem seriøse roller og fjollede action-heltinder, spiller Christine Collins på et nuanceret, Oscar-værdigt niveau. Vi kan føle Christines frygt, desperation og vrede, mens hun kæmper sin indædte kamp mod det korrupte system.
Der er små og store overraskelser på skuespillerfronten, bl.a. John Malkovich som en ’good guy’, Pastor Gustav Briegleb, der prædiker imod politiets korruption og hjælper Christine. Men den helt fremragende præstation på birolle-siden er Jason Butler Harner som barne-seriemorderen Gordon Northcott. Han spilles som en slesk, fjoget smilende mand, der skjuler sin ondskab under overfladen, men også en ynkelig frygt for døden og en forestilling om, at han og Christine er åndsfæller, fordi de begge er blevet uretfærdigt behandlet af systemet.
Changeling er en spændende, skræmmende, trist, men også inspirerende film. Den er lang og hård at komme igennem, men absolut fascinerende, især fordi man sidder og ved, at det hele virkelig er en sand historie. Filmen bliver drevet over målstregen af Eastwoods effektive instruktion, den vidunderlige billedside og musik samt det fremragende skuespil på alle fronter.
