Skriv en kommentar
Hvis det skulle have undsluppet nogle af læsernes opmærksomhed, så er Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival skudt vel i gang. Undertegnede har sat sig for at dække en stribe film herfra, for at se hvor homo-filmene befinder sig henne på kvalitetsspektret anno 2008. Den spanske ”Clandestinos” er andet lod på guldvægten, lige efter Rosa von Praunheims dybt berigende, men lovligt afmålte dokumentar, ”Dead Gay Men and Living Lesbians”.
I Antonio Hens’s ”Clandestinos” stifter vi bekendtskab med den gudsbenådede skønhed Xabi, der har tilbragt sit liv på reformhjem, siden han blev forladt som barn. Han formår sjældent at undslippe, men under en af springturene møder han en Iñaki, en midaldrende ETA terrorist, som bliver hans lærer og mentor. Nu indespærret i et højsikret anlæg, får han hjælp til sin næste flugt af den unge mexikaner Joel og den endnu yngre marokkaner Driss. Flugten udvikler sig til et roadtrip for de tre og videre til en farefuld ekspedition for Xabi tilbage til Iñaki, der måske ikke er den mand, han forlod.
”Clandestinos” er en fin lille film, der balancerer mellem thriller og lunt romantisk drama. Den kan meget af det den skal nemlig plante rette mængder smil og solskin og nervepirrende spænding i de fleste sind. Dens frejdige blanding af drama og komik minder os på den ene side om landsmanden Almodóvar, og på den anden om, at denne formår samme balancegang med noget større ynde end Antonio Hens. For det ”Clandestinos” ikke formår, er at detailstyre sit projekt, så de små genreudsving sammen med karakterernes særheder ikke bliver et troværdighedsproblem for filmen. Og det gør det desværre. Filmen formår flere steder ikke at levere tilstrækkelige argumenter for at personerne nogle gange gør som de gør, at give os de sigende indstillinger, der planter de nødvendige forventninger, for at publikum kan internalisere deres til tider obskure aktioner og reaktioner. Dermed bliver personerne i nogen grad fremmede for os - og ligegyldig hvor smuk og veludtrustet hovedpersonen Xabi er, så rører det os mindre end det burde, at han flere gange er i alvorlig fare for at miste livet.
På den anden side kan Hens dog noget ganske andet og mindst lige så centralt. Han formår at distribuere sin viden, sådan at vendepunkterne, der kommer, faktisk overrasker. Hvad Xabi ikke ved om Iñaki, Joel om Driss og Xabi endsige kæresterne om Joel og Driss er ikke småting, og når maskerne falder undervejs slår det gerne frydefulde gnister.
På den tredje side dog, kan ”Clandestinos” desværre beskyldes for at eksponere en lidt uheldig tendens i tidens homofilm – nemlig til at betragte genren som eksploitation. Man kan have Hens eller produktionsselskabet mistænkt for at spekulere i et kulturelt underernæret publikum, som det homoseksuelle segment i nogen grad er, når det kommer til at se ”sig selv” på lærredet. Det er endnu uvant at se mænd være sexobjekter i biografen, så at opleve kameraet dvæle ved vaskebrætter, stramme balder samt overvære forhalede badescener med frontal mandlig nøgenhed har tilstrækkelig meget af nyhedens værdi, til alene at trække et publikum i biografen. Bevares den slags film har min uforbeholdne tilladelse – ikke mindst fordi heteroerne har deres allestedsnærværende fordummende pop, og hvorfor skulle man holde sig for fin til at lade den laveste fællesnævner råde i ny og næ, bare fordi man efterhånden ved bedre. Tilladelsen er givet, men ikke billigelsen.
På den fjerde side så holdt denne anmelder interessen til slut. Og skal skylden atter skydes på noget, må det være, at Hens formår at udnytte den homoerotiske understrøm til at skærpe filmens uforudsigelighed. Det er meget langt hen i filmen åbent, hvem der er til hvad, og hvem der ender sammen. Og netop tvivlen om de spørgsmål hjælper med til at så tvivl om, hvem der ultimativt lever og dør.
