Skriv en kommentar
En af dagens helt store overraskelser blev den vanvittige og originale spanske slapstick komedie –
’800 Bullets’. Westerns har aldrig skulle tages alt for seriøst. En western pastiche har overhovedet ikke skulle tages seriøst. Her er en af slagsen. Og hvis der er bare en enkelt ting, ’800 Bullets’ ikke gør, så er det netop det. Til gengæld tager den stygt pis på amerikansk film og dennes overforbrug af selvhøjtidelighed. Der ironiseres i stride strømme, samtidig med at amerikansk film får et par hædrende ord med på vejen. Det er denne infame cocktail, der gør vores rejse med drengen Carlos til et uforglemmeligt joyride tilbage i tiden. Tilbage til nutiden i Almeria hvor Julián Torralba – Carlos’ farfar holder til og tjener sit levebrød. Carlos’ farfar er nemlig ikke en hr. hvem-som-helst. Han har været stuntman i adskillige klassiske spaghetti westerns og har stadig et par løse krudt i tromlen. Det er crazy comedy. Det er grotesk humor og det er intet mindre end noget af det mest
geniale spansk film har budt på.
Sjov og spas er der ikke meget af i landsmanden David Truebas ’Soldiers Of Salamina’- det enlige spanske bud på en prisvinder. Om den har en chance i præmiestriden er svært at sige. En stærk historie er det da. Det er historien om den spanske borgerkrigs betydning for fortid, nutid og fremtid. For flere generationer. I perioder er den stærk og rystende. Men den kan ikke holde et konstant niveau. Alligevel kravler den ind i sjælen. Helt derind hvor det gør rigtigt nas. Og det er i en tid, hvor historien gentager sig selv – denne gang med Irak, som den blodige slagmark. Hvem bliver mon den næste? Alene derfor er ’Soldiers of Salamina’ svær at komme udenom. Den kan godt være jokeren i ærmet, når Natascha Crone åbner kuverten foran et udsolgt Imperial onsdag aften. Kun juryen ved det.
Spansk film oplever i øjeblikket et boom på det internationale marked. Men også østlandene følger godt med. Den estiske ’Names In Marble’ er den mest sete nogensinde i Estland. Det kan man godt forstå. Den indeholder de klassiske elementer, der – i hvert fald tidligere – kendetegnede en god film. Men der er ikke nok til, at den vil kunne gå som varmt brød i det vestlige Europa. Den er for forudsigelig og personerne mangler energi og dynamik – det klassiske glimt i øjet. Hvad der derimod ikke skortes på er flotte, farverige billeder, pompøse scenarier og kraftfuld underlægningsmusik. Scenen er sat. Melodramaet i gang. Det handler om estisk uafhængighed. En forkæmper for den lille stats frihed er Henn Ahas. Der er meget at kæmpe for men også meget at miste – ikke mindst den billedskønne Martas kærlighed og de livslange venskaber med de politisk engagerede drenge fra skolen.
