Skriv en kommentar
Det handler om livet og døden. Om fortiden, nutiden og fremtiden. Om rigdom og fattigdom. Om frihed og undertrykkelse. Alle faktorer der spiller ind i individets kamp for overlevelse.
Islandske ’Nói Albinói’ blev dagens store overraskelse fra den filmskoleuddannede Dagur Kári. En mesterligt fortalt skæbne om den unge Nói, der ikke kan falde til i det lille islandske fjordsamfund. Han forelsker sig i pigen på tankstationen. Den stille Iris. Sammen drømmer de om sol og palmers skygge på Hawaii. Men det er vidst utopiske drømme, når man bor i en fjordlandsby på Island, der store dele af året er omgivet af sne. ’Nói Albinói’ har et skægt tvist af humor, der er et blandingsbatteri af morbid humor og skæve indfald. Men undervejs tager stemningen en markant drejning til et mere dystert leje. Det har man også forventet hele tiden, og derfor falder det da også helt naturligt. ’Nói Albinói’ er en lille lækker ’Bleeder’-inspireret sag, der med sin lakoniske stemning ligner et islandsk mesterværk.
En af dagen store skuffelser blev til gengæld den canadiske ’Barbarernes Invasion’. Det er historien om Rémy, der ligger for døden i Montreal. Hans søn Sébastien, som han ikke har noget nært forhold til, flyver hjem fra London på besøg. Sébastien har penge nok. Faktisk har han klaret sig så godt i aktiebranchen, at millionerne triller ind på kontoen. Derfor bruger han sine økonomiske fordele til at gøre forholdene så gode som mulige for den halvtredsårige Rémy igennem denne hans sidste tid. Det er den klassiske historie om far og søn, der skal nå at genskabe en kontakt før det er for sent. Lige til en tv-film. Og det er da også, hvad ’Barbarernes Invasion’ allermest ligner. En på ingen måder original film, der lader alt tilbage at ønske. Bortset fra en til tider varm humor, er der ikke meget at komme efter.
Dagens punktum blev sat med den unge iranske instruktør, Samira Makhmalbafs prisvindende ’At Five In The Afternoon’. Filmen blev vist på Cannes Festivalen tidligere på året og modtog juryens grand prize. Og det kan man godt forstå. Med en sjælden set råhed og autencitet tegner Makhmalbaf et billede af Afghanistan i årene efter Talibanstyrets fald. Det er på ingen måder noget opmuntrende portræt. Men alligevel fornemmer man en form for livsglæde hos en befolkning, der har været så grueligt meget igennem. Vi følger den afghanske Nogreh. Hun vil gerne være Afghanistans første kvindelige præsident. Men det er nærmest en utopisk tanke i et land, der stadig er styret af den mandlige undertrykkelse af kvinden. En film der viser, hvor stor forskel der er på rig og fattig. En livskraftig film der viser, at selv om alt andet er tabt, så er håbet der stadig – det eneste rettighed man ikke kan fratage mennesket.
